Lydoptagelse af Jamal Khashoggis sidste minutter på konsulat er ganske forfærdelig, siger Trump i interview.

- Jeg ønsker ikke at høre optagelsen. Der er ingen grund for mig til at høre båndet. Det var meget, meget brutalt og forfærdeligt.

Det siger USA's præsident, Donald Trump, i et interview med Fox News søndag. Ordene falder som et svar på, om han personligt har hørt en lydoptagelse af drabet på Jamal Khashoggi på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul.

Khashoggi blev meldt savnet, efter at han trådte ind på konsulatet den 2. oktober. Kort derefter meddelte tyrkiske myndigheder, at de var i besiddelse af en lydoptagelse af drabet på ham.

Og den er tilsyneladende ubærlig at høre. Trump begrunder over for Fox News således sin modvilje med, at Khashoggis sidste minutter ifølge optagelsen er særdeles pinefulde.

- Det er en lidelsesfuld optagelse. Det er en forfærdelig optagelse. Jeg er blevet fuldt ud orienteret om det, siger præsidenten.

Trump meddelte i weekenden, at den amerikanske regering tirsdag vil offentliggøre en rapport om drabet på Jamal Khashoggi.

Saudiaraberen Khashoggi var fra sit eksil i USA og som klummeskriver for avisen The Washington Post en af de største kritikere af regimet i Saudi-Arabien.

Og især af kronprins Mohammed bin Salman, som reelt menes at lede kongedømmet.

Saudi-Arabien har konsekvent benægtet, at kronprinsen på nogen som helst måde er involveret i drabet på Khashoggi.

Men den påstand er den amerikanske efterretningstjeneste CIA tilsyneladende ikke enig i.

Fredag citerede The Washington Post anonyme kilder for, at CIA's egen undersøgelse peger direkte i retning af Mohammed bin Salman, som manden, der beordrede drabet udført.

Donald Trump betegnede dog i weekenden CIA's konklusioner som "meget forhastede" ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig dukker der fortsat nye teorier op om bortskaffelsen af Khashoggis lig, der endnu ikke er fundet.

Senest søndag lød det, at Khashoggis drabsmænd muligvis har fragtet liget tilbage til Saudi-Arabien.

- De kan have bragt Khashoggis parterede lig ud i bagage uden at støde på problemer på grund af deres diplomatiske immunitet, sagde Tyrkiets forsvarsminister, Hulusi Akar, søndag til tv-stationen CNN Türk ifølge The Guardian.

/ritzau/