Mindst 18 personer er såret og to er dræbt efter en bygningseksplosion fredag eftermiddag i Salamanca-kvarteret i den spanske by Madrid.

Det skriver det spanske medie El Pais og Reuters.

Brandvæsenet leder fortsat efter flere mulige ofre i den fire etager høje bygning.

Det var to mænd, der var i gang med at renovere bygningen, der døde i eksplosionen.

Tidligere lød det, at fire personer var blevet bragt til hospitalet, hvor en var i alvorlig tilstand. Af de 18 personer, der blev såret, var de fleste af skaderne ikke alvorlige, lyder meldingen.

Eksplosionen skyldes muligvis gas, lyder det.

Der er derfor sendt naturgasteknikere til ulykkesstedet for at foretage målinger, da nogle naboer før eksplosionen havde lugtet en stærk gaslugt. Det førte efterfølgende til en kraftig eksplosion.

»Det vibrerede så meget, at jeg troede, det var en bombe,« fortæller en af naboerne til mediet.

Det lyder videre, at bygningen på fire etager er 'stærkt beskadiget', og at der er 'utallige skader på parkerede køretøjer og gadeinventar.'

Madrids borgmester, José Luis Martínez Almeida, fortæller, at de på nuværende tidspunkt ikke kan slå fast, hvad der er sket, og at de derfor ikke har låst sig fast på nogen hypoteser.

Området er i øjeblikket afspærret, ligesom det kommunale politi regulerer trafikken i området og har indsat droner for at tage billeder fra oven.

B.T. følger sagen.