»En sikker hånd i en svær tid.«

Sådan beskriver B.Ts internationale korrespondent, Jakob Illeborg, Rishi Sunaks ledelse under coronakrisen.

Den 42-årige – måske rigeste – parlamentariker har netop annonceret, at han vil repræsentere landet og samtidig skrive historie ved at blive den første ikkehvide premierminister.

»Han tabte i den afgørende runde til nu afgående premierminister Liz Truss, men nu ser han ud til at være det bedste bud på en ny premierminister,« fortæller Jakob Illeborg.

Til BBC sagde han under sidste formandsvalg, at han hellere ville tabe formandsvalget i partiet end at »vinde på et falsk løfte.«

Han blev landskendt som finansminister under coronakrisen, hvor hans sikre hånd på landets finanser, ifølge Jakob Illeborg, eksemplificerede det, han nu skal sælge sig selv på til det kommende formandsvalg: En sikker økonomisk kurs.

Sunak kommer fra Southampton, har en fortid på University of Oxford og karriere som finansmand. På papiret ser det godt ud for ham, men hans privatliv tidligere har vist sig at være Sunaks akilleshæl:

»Hans meget rige kone betalte i mange år ikke skat i Storbritannien, og det forargede mange briter,« fortæller Jakob Illeborg, og fortsætter:

»Han er ganske populær blandt parlamentarikerne i Westminster, men han har måske et lille problem i forhold til opbakningen blandt partimedlemmerne rundt i landet.«

Og det er netop disse, han skal overbevise.

Sunak står lige nu som favorit med 62 mandater bag sig, mens han er efterfulgt af Boris Johnson, som angiveligt har 40 mandater bag sig.

Senest har også Underhusets leder, Penny Mordaunt, officielt meldt sig ind i kampen om formandsposten i Det Konservative Parti og ultimativt som premierminister for landet.

Senest mandag klokken 15 dansk tid, skal kandidaterne til formandsposten samle opbakning fra mindst 100 konservative parlamentsmedlemmer, hvis de vil gøre sig håb om at blive valgt.

»Det kan måske blive lige ved og næsten for Sunak – men han er bookmakernes favorit til at blive Storbritanniens næste premierminister,« fortæller Illeborg.