Man skulle tro, at det var den afgående premierminister Liz Truss, der fyldte dagens avisforsider.

Men det lader til, at hendes nedtur hurtigt er blevet overskygget af et andet fokus.

For under et døgn efter hendes fratrædelse som premierminister, begynder Boris Johnson allerede at spøge i kulissen.

Og selvom de fleste i øjeblikket taler om, at den mest sandsynlige formand er Storbritanniens finansminister, Rishi Sunak, er det alligevel Boris Johnson, der stjæler det meste af opmærksomheden.

Den britiske avis, The Sun, har blandt andet bragt en forside med teksten: 'Bojo: I'll be back', som henviser til den reference, Johnson selv brugte under sin afskedstale, om at han en dag ville vende tilbage.

Boris Johnson pryder også forsiden af Daily Express, hvor der stilles spørgsmålstegn ved, om han kan vende tilbage til Downing Street og indsamle de 100 nomineringer, det kræver for en kandidat at blive indstillet til formandsposten.

The Guardian har valgt at dele forsiden mellem Johnson og Truss, hvor de vinkler på, at han »kan være« blandt kandidaterne som ny konservativ leder.

»Jeg tror, at han hygger sig rigtig godt med at være på alle forsider og være ‘talk of the town’, og så tror jeg, at han vil se stemningen an. Hvis det ser ud til, at der er en chance for ham, så vil det ligne ham at stille op,« vurderer B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, der befinder sig i London.

Om det allerede er nu, at Johnson gør sit comeback, er den helt store joker i Storbritannien lige nu ifølge Illeborg.

»Et stort fokus er dog, om han vil være i stand til at rejse de 100 mandater. Nogle mener, man bevidst har sat loftet så højt for, at han ikke lykkes med det, mens andre mener, at han snildt kan gøre det.«

Lige nu tyder det på, at det ikke er helt urealistisk.

Ifølge The Telegraph har 30 konservative parlamentsmedlemmer meldt sin opbakning til at gøre Boris Johnson til premierminister igen. 33 parlamentsmedlemmer mener, at det bør blive tidligere finansminister Rishi Sunak.

Kapløbet ser derfor indtil videre ud til at blive tæt mellem de to.

Den tredje af bookmakernes favoritter til formandsposten er Penny Mordaunt, der indtil videre har tiltrukket sig støtte fra 11 parlamentsmedlemmer.