Efter kun 45 dage på posten som britisk premierminister har Liz Truss trukket sig.

Det oplyser hun i en kort udtalelse foran Downing Street 10 torsdag.

»Jeg har dækket britisk politik i mange år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende,« fortæller B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, der i øjeblikket befinder sig i London.

Meldingen, som var kort og kontant, kalder Illeborg for et »voldsomt historisk kollaps.«

»Det er historisk skørt. Alt er faldet på gulvet nu. Alt er i kovending og ingen ved, hvor Storbritannien er på vej hen,« slår han fast.

Det store spørgsmål bliver nu, hvad der kommer til at ske.

»Finder man bare en ny midlertidig leder? Udskriver man valg? Der er flere ubesvarede spørgsmål, end der er svar.«

I udmeldingen lagde Truss vægt på, at hun ikke følte, at hun kunne levere på det mandat, som hun var blevet valgt af sine partikolleger tidligere på året.