Der er køer på omkring 630 kilometer på vej ind til Paris mandag morgen, hvor togansatte strejker igen.

Franske pendlere stod mandag morgen op til den 12. dag med strejke i transportsektoren.

Bilkøerne fra forstæderne og ind mod Frankrigs hovedstad, Paris, har i alt været op mod 630 kilometer lange i myldretiden mandag.

Trængslen på motorvejene vurderes at være mere end dobbelt så stor som den plejer, som følge af aflyste metrolinjer og togafgange.

Strejken sker som oprør mod Frankrigs nye pensionslov, der er undervejs.

Den franske regering, der i sidste uge fremlagde en ny pensionsreform, vil hæve pensionsalderen til 64 år i praksis.

Samtidig vil regeringen indføre et pointsystem, der "skal være ens for alle". Indtil i dag har der været 42 særlige ordninger for alt fra sømænd til balletdansere. De har hver især optjent til pensionen på forskellige måder.

Den nye reform har fået voldsom kritik af fagforeningerne, som kalder reformen "en gave til arbejdsgiverne".

Fagforeningerne vil have den skrottet og har opfordret til nye demonstrationer og strejke allerede igen tirsdag.

Strejken og demonstrationerne har inkluderet togansatte, skolelærere, advokater og lastbilchauffører. Også hospitalsansatte og politifolk har været på gaden for at demonstrere.

Det nye pensionssystem skal sendes til afstemning i slutningen af februar.

Mandag eftermiddag trak Frankrigs pensionreformschef, Jean-Paul Delevoye, sig. Det skriver politikeren på Twitter.

Jean-Paul Delevoye indrømmede i weekenden, at han ikke har opgivet 13 stillinger i sin sektor - både betalte og ubetalte, som han burde.

- Delevoye har handlet i god tro, og han vil nu være i stand til at forklare sig, siger den franske præsident Emmanuel Macron i en erklæring.

/ritzau/AFP