Kvindebedårer, Beatles-fan, kultleder og den åndelige bagmand bag nogle af det 20. århundredes mest spektakulære mord: Hos Charles Manson blev 1960ernes hippiekultur til personificeret ondskab.
Det er en historie, der har det hele. På den onde måde. Charles Manson, der døde søndag, 83 år gammel, skrev på sin egen bizarre måde historie, da han i august 1969 stod i spidsen for en bølge af vold, der af flere grunde rystede Los Angeles, USA og resten af verden: På grund af brutaliteten. På grund af den blanding af sex, drugs and rock’n’roll, der udgjorde brutalitetens kulisse. Og på grund af de prominente navne, der blev en del af tragedien, hvad enten det så var som ofre, som pårørende eller som ufrivillige inspirationskilder.
Første del af voldsorgiet fandt sted 9. august 1969. Hjemme hos skuespillerinde Sharon Tate. Året før var hun blevet gift med den allerede dengang højtprofilerede filminstruktør, Roman Polanski, og de var flyttet til Cielo Drive i Benedict Canyon nordvest for Beverly Hills, og det skulle de aldrig have gjort, for forud for forbrydelsen havde Charles Manson, der kendte stedet fra tidligere besøg hos en tidligere beboer, beordret sine følgere, kendt som The Manson Family, til at slå alt ihjel, de fandt på adressen.
Omkring midnat ankom fire af »familiemedlemmerne«, Susan Atkins, Patricia Krenwinkel, Charles »Tex« Watson og Linda Kasabian. Uden for huset skød de den 18-årig hi-fi-entusiast Steven Parent, der havde været på besøg hos en ligesindet ved siden af og var på vej hjem. De næste ofre blev Sharon Tate, 26, og tre af hendes venner: Millionærarvingen Abigail Folger, 25, kendisfrisøren Jay Sebring, 35, og forfatteren Wojciech Frykowski, 32. Det hele foregik med en ritualiseret brutalitet, der chokerede alle: Sharon Tate, der var gravid i ottende måned, blev dolket 16 gange, og med ofrenes blod blev der skrevet »pig« og »healter skelter« – det sidste med (forkert stavet!) henvisning til Beatles-sangen »Helter Skelter«. Roman Polanski selv slap, for han var ude at rejse.
Den følgende nat fortsatte blodbadet. Medlemmer af Manson-familien, anført af Manson selv, opsøgte et ægtepar i det nordlige Los Angeles. Ægteparret LaBianca blev myrdet med sværd og knive. Forinden havde Charles Manson instrueret sine mordere i, hvordan de skulle undgå det angivelige rod, som blodbadet på Cielo Drive havde været: Først binde ofrene, bagefter dække deres ansigter med puder, til sidst dolke.
Som sagt, så gjort.
Men historien begynder i virkeligheden meget tidligere. Med den personificerede ondskabs fødsel. Charles Mansons mor var 16 år, da hun fødte ham – uden for ægteskab – og fordi han hurtigt udviklede sig til småkriminel, havnede han på forskellige institutioner. Da han 21. marts 1967 blev løsladt fra endnu en fængselsdom, havde han tilbragt mere end halvdelen af sine på det tidspunkt 32 år i fængsler eller på andre institutioner, og én af de ting, der havde optaget ham, mens han sad inde, var skrifter af den berømte/berygtede okkultist Madame Blavatsky og andre alternativt tænkende.
Efter løsladelsen tog han til San Francisco, hvor man på det tidspunkt på sin egen måde dyrkede det alternative, og han nåede at opleve hippiernes »The Summer of Love« og at blive kendt som »The God of Fuck«. Den lille, perverst karismatiske mand med det stirrende blik havde fået tilnavnet for sin evne til at samle ikke mindst kvindelige beundrere omkring sig, og samtidig havde han markeret sig på anden tidstypisk vis:
Tilbage i 1964, mens han sad fængslet for andre forbrydelser, var han blevet grebet af beatlemania, og da en medfange senere havde lært ham at spille guitar, var han begyndt at skrive sange. Tilbage i friheden var han i et stykke tid gademusiker på den amerikanske vestkyst, og for de penge, han tjente på at sælge rettighederne til en sang, købte han et folkevognsrugbrød, der kørte rundt og samlede fortabte blomsterbørn op.
Senere rykkede den støt voksende Manson-familie, som den nu blev kaldt, til en ranch i udkanten af Death Valley, og det var her, ondskaben for alvor begyndte at vise sit ansigt: Charles Manson, »familiens« autoritære patriark, udviklede en filosofi, der dels var stærkt racistisk, dels byggede på den opfattelse, at kvinder ikke havde nogen sjæl. Løfter om gruppesex og stoffer lokkede nye medlemmer til, kød var til gengæld bandlyst og at høre »negermusik« - for eksempel Jimi Hendrix - var strengt forbudt. Det var »hvid« musik til gengæld ikke.
The Beach Boys-medlemmet Dennis Wilson (medstifter af det verdensberømte band og lillebror til den store Brian Wilson) lærte tilfældigvis Manson at kende, og det kom så vidt, at The Beach Boys indspillede en af Charles Mansonssange, »Cease to Exist«, dog under titlen »Never Learn Not to Love«. Sangen blev udsendt i 1968 som B-side på The Beach Boys-singlen »Bluebirds over the Mountain«, og Dennis Wilson lod sig kreditere for både tekst og musik, hvilket gjorde Manson rasende. Ophavsmandens egen version af sangen kom med på hans album fra marts 1970, »Lie: The Love and Terror Cult«. Det var blevet færdigindspillet i en periode i 1968, hvor han til en afveksling ikke sad i fængsel.
Samme år, der som bekendt også var ungdomsoprørets år, erklærede Manson over for sine primært yngre tilhængere og resten af verden, at han var Jesus og Satan i én og samme person. Året efter profeterede han, at de sorte amerikanere snart ville gøre oprør og myrde løs – til en begyndelse på rige, hvide amerikanere. De udsattes eneste redning var, sagde Charles Manson, at tilslutte sig »Familien«, for selv om de sorte med sikkerhed ville vinde racekrigen, ville deres »slavenatur« på et tidspunkt få dem til at underkaste sig en ny fører, nærmere betegnet ham selv. Racekrigens uundgåelige kaos kaldte han Helter Skelter, idet han henviste til sangen af samme navn på The Beatles´ hvide dobbeltalbum »The Beatles« fra 1968. En linje derfra: »When I get to the bottom I go back to the top of the slide/ Where I stop and I turn and I go for a ride«, rummede ifølge Manson det skjulte budskab, at der neden under Death Vally befandt sig en indgang til Paradis, hvor man kunne skjule sig, når ragnarok brød løs. De heldige, der nåede derned, ville, stadig ifølge Manson, blive ført ind i saligheden af selveste Jesus – og The Beatles.
Men racekrigen brød jo ikke, som profeteret, ud, og meldingen fra Charles Manson til hans tilhængere lød nu, at man måtte vise de »dumme sorte«, hvordan man dræber hvide mennesker. Det gjorde man så, og alle blev skræmt og nogle forståeligt mere end andre. I Manson-anklageren Vincent Bugliosis og forfatteren Curt Gentrys bog om forbrydelserne, »Helter Skelter«, fortælles det, at skuespillerinden Mia Farrow, der havde haft hovedrollen i Polanskis fremragende 1968-thriller »Rosemary’s Baby«, og som var en veninde af Sharon Tate, ikke turde gå til hendes begravelse. Verdenscrooneren Frank Sinatra gik angiveligt i skjul. Skuespilleren Jerry Lewis fik installeret et avanceret alarmsystem. Hans kollega Steve McQueen, der kendte et par af ofrene, begyndte at tage skydevåben med i sin bil.
Og så videre.
I oktober 1969 blev Charles Manson og nogle af hans tilhængere anholdt, mistænkt for biltyveri. I 1971 blev morderne og deres åndelige bagmand idømt dødsstraf. Året efter blev dødsstraffen midlertidigt suspenderet i USA, så de skyldige slap med livsvarig fængsel. Charles Manson selv søgte 17 gange forgæves om benådning. Han døde af naturlige årsager.
