I Spanien er der nu blevet udsendt en sundhedsadvarsel.

Det sker efter, at landet tirsdag har opdaget otte formodede tilfælde af abekopper i Madrid – på engelsk kendt som 'monkeypox'.

Det slår dokumenter og sundhedskilder fast ifølge El País.

De spanske myndigheder har derfor opfordret lokalsamfundene til »hurtigt« at underrette de offentlige sundhedstjenester om patienter med symptomer.

Advarslen kommer efter, at man i Portugal samme dag har konstateret tre tilfælde. Og onsdag er der konstateret 25 andre tilfælde af personer, som mistænkes for at være smittet med sygdommen.

Det hele startede lørdag, hvor der blev registreret tre tilfælde af abekopper i Storbritannien. Siden er yderligere fire tilfælde blevet bekræftet. Det oplyser det britiske sundhedsagentur UK Health Security Agency (UKHSA).

I Storbritannien er det kun mænd, der har dyrket sex med andre mænd, der har fået sygdommen.

»Vi opfordrer især mænd, der er homoseksuelle og biseksuelle, til at være opmærksomme på usædvanlige udslæt eller læsioner og kontakte sundhedsmyndighederne med det samme,« fortæller Susan Hopkins, der medicinsk chefrådgiver ved UKHSA.

Her ses abekopper på et barns hånd. Foto: CDC (Centers for Disease Control and Prevention).
Her ses abekopper på et barns hånd. Foto: CDC (Centers for Disease Control and Prevention).
Vis mere

Det har ikke været muligt at identificere en epidemiologisk sammenhæng mellem ​​de ramte, hvilket viser, at der er flere uidentificerede kæder af virussen.

Den største bekymring blandt eksperter er omfanget af det nuværende udbrud i de forskellige lande. Frygten er, at virussen cirkulerer iblandt grupper af mænd, der har forhold til samme køn.

Abekopper er en meget sjælden sygdom i Europa.

De første symptomer på abekopper er, ifølge UKHSA, blandt andet feber, hovedpine, muskelsmerter, hævede lymfeknuder og kulderystelser. Herefter viser abekopper sig som et udslæt med blærer.

Smitten overføres ved tæt kontakt med en smittet. I de fleste tilfælde vil man opleve et mildt forløb, hvor de fleste kommer sig efter et par uger. Dog kan specielt børn få et alvorligt sygdomsforløb.

Sygdommen spredes hovedsageligt af vilde dyr i dele af Vest- og Centralafrika.

Ifølge Public Health England blev infektionen først opdaget i 1958, da der opstod udbrud af en koppelignende sygdom hos aber, der blev holdt til forskning. Det var først i 1970, at det første menneskelige tilfælde blev registreret.

Den person, der blev diagnosticeret med abekopper tidligere på måneden i England, var en person, der for nylig rejste fra Nigeria, hvor det menes, at vedkommende har pådraget sig infektionen.