Den 49-årige amerikanske iværksætter Glen de Vries, der var med i rummet om bord på rumfartøjet "New Shepard" for en måned siden, er omkommet i et flystyrt. Det rapporterer mediet CBS.

Glen de Vries var topleder og medstifter af softwareselskabet Medidata Solutions. Han døde i et flystyrt med et lille fly i delstaten New Jersey. Hans fly styrtede ned i Sussex County. I flyet var der en anden person, som også blev dræbt.

Ifølge den lokale CBS-station i New Jersey siger de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, at der var tale om et enmotors fly af typen Cessna 172. Det styrtede i et skovområde i en park nær Lake Kemah i New Jersey.

De Vries var med i rummet i sidste måned sammen med blandt andre skuespilleren William Shatner i et rumfartøj fra Jeff Bezos' raketvirksomhed Blue Origin.

Her kan man se New Shepard i luften.
Her kan man se New Shepard i luften. Foto: MARIO TAMA
Vis mere

»Vi er fortvivlede over at høre om Glen de Vries' pludselige død. Han bidrog med så meget liv og dynamik til Blue Origin-holdet,« skriver virksomheden på Twitter.

Raketten bragte fire mennesker op i en højde af omkring 106 kilometer over Jordens overflade.

Efter en kort rejse på omkring 11 minutter i alt landede rumkapslen igen i Van Horn i det sydvestlige Texas. Det var 13. oktober i år.

Den 90-årige canadiske skuespiller William Shatner er det hidtil ældste menneske, der har foretaget en rumrejse.

Fra venstre til højre er astronaut Audrey Powers, Star Trek skuespiller William Shatner, ejeren af Planet Labs  Chris Boshuizen og nu afdøde Glen de Vries. De står klar til at flyve med rumfartøjet.
Fra venstre til højre er astronaut Audrey Powers, Star Trek skuespiller William Shatner, ejeren af Planet Labs  Chris Boshuizen og nu afdøde Glen de Vries. De står klar til at flyve med rumfartøjet. Foto: MARIO TAMA
Vis mere

Shatner, der især er kendt for sin rolle som kaptajn Kirk i tv-serien "Star Trek", var om bord på rumskibet sammen med de Vries, den tidligere Nasa-ingeniør Chris Boshuizen og Blue Origins vicepræsident, ingeniør Audrey Powers.

De oplevede flere minutters vægtløshed, inden faldskærmene blev udløst, og kapslen dalede tilbage mod Texas igen.

Det var den anden turistflyvning til rummet, som selskabet Blue Origin har gennemført. Jeff Bezos er stifter af it-giganten Amazon.

/ritzau/Reuters