Lyt til artiklen

Edward Snowden får russisk statsborgerskab.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den 39-årige Snowden har boet i Rusland siden 2013 for at undgå at blive udleveret til sin hjemland USA.

Nu har Ruslands præsident, Vladimir Putin, underskrevet et dekret, der given Snowden russisk statsborgerskab.

Han og hans dengang gravide hustru Lindsay Mills har søgt om statsborgerskab siden 2020, og nu har præsident Putin altså besluttet at give ham statsborgerskab.

Snowden blev sigtet for spionage efter, at han i 2013 afslørede NSAs og den amerikanske regerings overvågning af både politikere og private borgere i hele verden.

På det tidspunkt var han ansat som dataekspert i NSA – National Security Agency.

De amerikanske myndigheder har i årevis ønsket at få Snowden udleveret, så han kan bliver retsforfulgt for spionage.

Skulle Snowden en dag blive dømt for anklagerne, der er rejst mod ham, står han til at afsone 30 år i et amerikansk fængsel.

I 2013 flygtede han først til Hongkong, hvor han mødtes med den amerikanske journalist Glenn Greenwald og filmmageren Laura Poitras.

I flere måneder afslørede de løbende fortrolige oplysninger fra den amerikanske efterretningstjeneste.

Senere flygtede han videre til Rusland, hvor han efter en måneds ophold i en lufthavn i Moskva fik midlertidig opholdstilladelse.