På et pressemøde forklarer norsk politi, at beredskabsstyrkens indgriben forhindrede yderligere drab på Utøya.

Gerningsmanden til skudmassakren på øen Utøya havde to våben og en anselig mængde ammunition, da han fredag klokken 18.27 blev anholdt af politiet. Det siger politiet i Oslo på et pressemøde søndag aften.

Det er magtpåliggende for politiledelsen at få præciseret, at der gik under en time fra den første uformelle alarm fra Buskerud politidistrikt fredag klokken 17.30 til anholdelsen af gerningsmanden klokken 18.27.

- Ved pågribelsen var gerningsmanden i besiddelse af to våben og en betydelig mængde ammunition, siger vicepolitichef Sveinung Sponheim, Oslo Politi, og understreger, at politiets indgriben fik forhindret yderligere drab.

Politiet er blevet kritiseret for en for lang reaktionstud fra alarmen gik, til politiet var på Utøya og havde pågrebet den 32-årige Anders Behring Breivik. Det afviser Sponheim på pressemødet og forklarer, at det ikke kunne være gjort meget hurtigere.

- Vi stillede med en kompetent og overlegen styrke, og gerningsmanden overgav sig da også med det samme til politiet, siger Sponheim, der også forklarer, hvorfor det ikke har været muligt at benytte politihelikoptere.

- Politiets helikoptere er et uovertruffent overvågnings- og søgeredskab, men det har ikke kapacitet til at medbringe en større styrke. Det har kun forsvarets materiel til at udføre, siger Sveinung Sponheim.

Vicepolitichefen siger, at politiets aktion på en adresse i et industrikvarter i den østlige del af Oslo søndag ved middagstid skyldtes oplysninger om, at gerningsmanden til terrorangrebene disponerede over en lejlighed der.

- Politiet ransagede for spor, sprængstoffer og andre beviser på adressen. De seks personer, som blev anholdt under aktionen, er efter endt afhøring sat på fri fod, siger Sponheim.

/ritzau/