Indiens højesteret forbød salg af fyrværkeri før lysfest, men luftforurening er alligevel 11 gange for høj.

New Delhi. Den indiske hovedstad New Delhi, ligger fredag indhyllet i en giftig tågedis efter en lang nat med kæmpemæssige festfyrværkerier i forbindelse med årets lysfest, Diwali.

Selv om myndighederne havde forbudt salg af fyrværkeri for at forhindre en katastrofal luftforurening ved lysfesten, der markerer det godes sejr over det onde, så var nattehimlen oplyst i mange timer af raketter.

Indiens højesteret havde nedlagt et direkte forbud mod salget af fyrværkeri forud for festlighederne, fordi Delhis 20 millioner indbyggere efter festen sidste år gispede efter vejret i flere uger.

Men målinger viste sent torsdag, at forureningen alligevel var oppe på omkring 1100 mikrogram per kubikmeter i nogle bydele, hvilket er 11 gange så højt som det niveau Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler.

WHO udråbte i 2014 New Delhi til verdens mest forurenede by, men storbyens indbyggere tog ikke meget hensyn til det nedlagte fyrværkeriforbud, og de fleste anskaffede sig raketter og kinesere illegalt, eller brugte hvad de havde købt ind tidligere.

Ved Diwali-festlighederne sidste år var luftforureningen rekordhøj - den værste i to årtier - og de lokale myndigheder blev tvunget til at lukke skoler og kulkraftværker.

Miljømyndighederne beordrede tidligere på ugen alle dieselgeneratorer slukket sammen med storbyens eneste kulfyrede kraftværk.

Eksperter siger, at vindforholdene i New Delhi er mere gunstige end ved lysfesten sidste år, hvilket betyder, at luften er relativt renere.

- Vi får bedre luft denne gang, siger Gufran Beig, som er chefforsker ved Indiens statslige vejrinstitut.

/ritzau/AFP