En idiot, der drikker for meget.

Sådan betegner Trumps tidligere advokat Michael Cohen sin efterfølger i jobbet, Rudy Giuliani.

Og Cohen er ikke i tvivl om, at Giuliani bliver den næste, som Trump »smider under bussen.«

Det hårde udfald mod Giuliani faldt, samme dag som Trumps trofaste støtte havde fået ransaget sin lejlighed i New York af politiet.

»Vi kender ikke omfanget af det her, for Rudy er en idiot. Det er problemet. Han drikker for meget og opfører sig på en så uberegnelig måde, at man aldrig kan vide, hvad der er på de enheder,« sagde Michael Cohen til CNN.

De enheder, Cohen her taler om, er Giulianis computer og telefoner, som nu bliver undersøgt nærmere af politiet.

Rudy Giuliani er kommet i politiets søgelys, fordi han op til præsidentvalget i 2020 forsøgte at grave smuds op om Joe Biden og hans søn, Hunter Biden, i Ukraine.

I den forbindelse er den 76-årige tidligere borgmester i New York mistænkt for urent trav.

Foto: BRYAN R. SMITH
Vis mere

Derfor er FBI i øjeblikket i gang med at undersøge Giulianis forretningsforbindelser i Ukraine – blandt andet hvorvidt han har udført ulovligt arbejde for ukrainske embedsmænd.

Giuliani er ikke sigtet i sagen og nægter da også selv at have gjort noget galt.

Michael Cohen blev idømt tre års fængsel for skatteunddragelse, svindel med valgkampmidler, for at lyve for Kongressen og for at have betalt såkaldte tys-tys-penge til pornostjernen Stormy Daniels.

Da Cohen valgte at samarbejde med Robert Mueller i efterforskningen af, hvorvidt der havde været russisk indblanding i valget i 2016, og hvorvidt Donald Trump havde været involveret, fik det Trump til at kalde Cohen »en rotte« og »en serieløgner.«

Rudy Giuliani
Rudy Giuliani Foto: REGIS DUVIGNAU
Vis mere

Efter ransagningen af Giulianis hjem gik Donald Trump ud og tog sin allierede i forsvar. Den tidligere præsident kaldte Giuliani »den største borgmester i New Yorks historie« og »en stor patriot.«

Men Michael Cohen, der selv tidligere selv stod last og brast med den republikanske præsident, er ikke i tvivl om, at det er et spørgsmål om tid, før Donald Trump også vælger at lægge afstand til Giuliani.

»Trump bryder sig ikke om nogen eller noget. Giuliani vil bliver den næste, som bliver kastet under bussen. Det er præcis det, som kommer til at ske,« sagde Cohen til CNN.