For tredje gang inden for omkring tre uger er den tyske kansler Angela Merkel ramt af et rysteanfald. Kansleren afviser dog, der er noget galt.

»Jeg har det fint. Jeg er i gang med æresbevisninger af militæret sammen med præsident Zelenskij​. Det er tydeligvis ikke færdigt endnu, men der er fremgang, og jeg må leve med det i et stykke tid endnu. Men jeg har det godt, og I behøver ikke bekymre jer.«

Sådan siger Merkel ifølge Bild på et pressemøde efter det tredje anfald, som fandt sted på et podie under Tysklands nationalmelodi, da hun skulle tage imod den finske statsminster, Antti Rinnes, onsdag middag.

Merkel afviste at svare på opfølgende spørgsmål fra journalisterne, men sagde blot:

»Jeg tror, jeg med mine kommentarer i dag har sagt alt, der var at sige. Jeg mener, at når jeg siger, jeg har det godt, så burde det være nok. Som jeg sagde, så skal jeg undersøge denne hændelse, og det er igangværende, og jeg tror, at måden, det her kom frem, også vil være måden, det forsvinder igen. Men det er ikke tilfældet endnu, og jeg er overbevist om, at jeg er frisk til at arbejde.«

Merkels to andre rysteanfald er blevet forklaret med henholdsvis dehydrering og en 'psykologisk udfordring'.

Dehydreringen skete i midten af juni, hvor en hedebølge lå over Tyskland. Her begyndte Merkel at ryste synligt – og mere voldsomt end det seneste anfald.

Dog fortsatte statsbesøget fra den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, som planlagt, men med en smule forsinkelse.

Her sagde Merkel, at hun havde det godt igen, efter hun havde drukket tre glas vand.

Det andet rysteanfald, som fandt sted blot ni dage senere, blev forklaret med en 'psykologisk udfordring'.

Merkel havde angiveligt været så nervøs for, at hun ville blive ramt af endnu et rysteanfald, at det skete.

Angela Merkel bliver 65 år i næste uge.