Den mistænkte havde tidligere på dagen skudt sin kæreste og bedstemor, før han flygtede ind i supermarkedet.

Los Angeles. En bevæbnet mand, som lørdag eftermiddag lokal tid barrikaderede sig i et supermarked i Los Angeles og holdt flere kunder som gidsler, er i politiets varetægt.

Det oplyser politiet i den amerikanske storby ifølge nyhedsbureauet AP.

Den mistænkte gik selv ud af supermarkedet Trader Joe's i kvarteret Silver Lake med en gruppe gidsler og blev straks omringet af betjente og anholdt.

- Den mistænkte var på flugt fra politiet efter et skyderi og løb ind i supermarkedet Trader Joe's, efter at hans bil forulykkede, oplyser politiet i Los Angeles ifølge CNN.

Borgmester i Los Angeles Eric Garcetti oplyser ifølge AP, at en kvinde blev dræbt inde i supermarkedet. Borgmesteren fortæller ikke, hvordan kvinden døde, eller hvor gammel hun var.

En anden person er såret og ventes at overleve.

Ifølge talsmand for brandvæsenet i Los Angeles David Ortiz blev der sendt 18 ambulancer og flere end 100 brandmænd og betjente til stedet.

Begivenhederne begyndte omkring klokken 13.30 lokal tid, da den mistænkte angiveligt skød sin bedstemor og sin kæreste i det sydlige Los Angeles.

Manden flygtede herefter i en Toyota, mens han skød mod politiet. Ingen betjente blev ramt, oplyser talsmand David Ortiz.

Biljagten sluttede, da den mistænkte kørte galt på Hyperion Avenue i Silver Lake, hvorefter han flygtede ind i supermarkedet.

Det lykkedes mange kunder at løbe ud af forretningen, mens politiet omringede bygningen.

/ritzau/