En 29-årig kvinde døde i en ulykke på sin bryllupsrejse. Hendes mand var involveret i ulykken og slap uden fysiske skader.

Tre dage før ulykken var kvinden og manden blevet gift, og så gik bryllupsrejsen til paradisøen Hamilton Island i Queensland.

Men en ulykke i en golfvogn medførte så hårde kvæstelser, at kvinden døde. Det skriver flere medier, og politiet i Queensland bekræfter dødsfaldet.

Resortet, hvor ægteparret lånte golfvognen, har udsendt en pressemeddelelse, hvor de forholder sig til hændelsen.

»På dette tidspunkt går vores dybeste tanker og kondolencer til familien og vennerne til det par, der var involveret i denne tragiske ulykke.«

Ifølge politiet skulle ægteparret foretage en u-vending i golfvognen, hvorefter den væltede, og kvinden faldt ud.

»Vi fortsætter med at arbejde tæt sammen med politiet i Queensland for at efterforske hændelsen,« står der i meddelelsen fra resortet ifølge det australske medie 7 News.

Det var manden, der kørte golfvognen, men der er ikke nogen indikationer på, at han kørte uansvarligt eller beruset.

Ifølge det australske medie forsøgte redningsmandskab at genoplive kvinden i 35 minutter.

Ulykken fandt sted langs Whitsunday Boulevard.