Tirsdag er der gennemført en kæmpe antiterroraktion i Tyrkiet.

Der er tale om en koordineret aktion, som fandt sted samtidig i 30 byer over hele landet.

147 personer er anholdt, skriver nyhedsbureauet AFP.

De anholdte er mistænkt for at være medlemmer af Islamis Stat, oplyser Tyrkiets indenrigsminister, Ali Yerlikaya, ifølge AFP.

»Vores kamp mod terrorisme vil fortsætte med beslutsomhed, indtil den sidste terrorist er neutraliseret,« skriver Ali Yerlikaya på det sociale medie X.

Her har han også delt en video, som skulle vise billeder fra aktionen. Du kan se den i videoafspilleren herover.

Ifølge den tyrkiske indenrigsminister blev en større mængde udenlandsk valuta, dokumenter fra Islamisk Stat og digitale materialer beslaglagt under aktionen.

Den blev gennemført få dage efter Moskva blev ramt af et uhyggeligt terrorangreb, som kostede over 130 mennesker livet.

Islamisk Stat-Khorasan, som er en gruppe, der opstod i det østlige Afghanistan i slutningen af 2014, har taget ansvar for terrorangrebet.

Om der er en sammenhæng mellem tirsdagens store antiterroraktion i Tyrkiet og det blodige angreb i Moskva, er endnu uvist.