Den iranske økonomi er landets absolut største udfordring, siger ayatollah Ali Khamenei i en tale torsdag.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, slår i en tale til nationen alarm over landets stadigt forværrende økonomi.

Talen blev tv-transmitteret torsdag morgen lokal tid i forbindelse med fejringen af det iranske nytår, Nowruz, skriver nyhedsbureauet AFP.

- I de seneste måneder har flere i befolkningen oplevet sværere kår. Økonomien er det akutte problem. Det er vores mest presserende og primære problem, lød det fra den 79-årige ayatollah.

Irans økonomiske problemer er senest blevet forstærket af USA's beslutning i maj sidste år om at udtræde af atomaftalen, en multilateral aftale mellem flere vestlige lande og Iran om landets atomprogram.

USA har efter udtrædelsen genindført en række hårde økonomiske sanktioner.

I de sidste 12 måneder har Iran oplevet devaluering af landets valuta, den iranske rial, samt fald i landets købekraft og samlede industriproduktion.

Ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) oplevede Irans økonomi i 2018 en recession, og man forventer en negativ vækst på 3,6 procent i 2019.

Khamenei sluttede sin tale med at erklære, at det nye år i den iranske kalender skulle være "produktionens år".

Han kom samtidig med en slet skjult kritik af landets præsident, Hassan Rouhani, da han sagde, at de økonomiske problemer også skyldes dårlig "husholdning".

Præsidenten er fra flere kanter blevet beskyldt for dårlig økonomisk styring. Rouhani havde håbet, at atomaftalen kunne give økonomien et boost.

I sin egen nytårstale forsvarede han regeringens politik og skød skylden på USA.

- Nogle spørger, hvor længe disse sanktioner og problemer vil fortsætte. Disse problemer startede med de, der brød aftalerne og fik magt i Washington, lød det fra Rouhani.

- Når først vores fjender indser, at disse sanktioner gør, at vores land står tættere sammen, så vil de fortvivle og fortryde.

Rouhani tilhører den moderate fløj af præstestyret og blev genvalgt med et stort flertal i 2017.

Den aldrende ayatollah Khamenei har været landets politiske og religiøse overhoved siden 1989, hvor han efterfulgte ayatollah Ruhollah Khomeini.

/ritzau/