Kasketten vælges efter humør, frisøren besøges aldrig og 100 dollar-sedlerne sidder løst.

Donald Trumps butler gennem næsten 30 år afslører den republikanske præsidentkandidat og rigmands spøjse dagligdagsvaner – som mildest talt ligger et stykke fra normen.

I et større interview til The New York Times fortæller butleren Mr. Senecal blandt andet, hvordan Trump vælger sin baseball-kasket efter humør; er den hvid, er alt i skønneste orden, men er den rød, er det nok bedst at holde sig på afstand.

Den tidligere butler Mr. Senecal på 74 har arbejdet på Trump-residensen, det 118-værelser store Mar-A-Largo i næsten 60 år, og af dem har ham brugt næsten de 30 af dem på at opvarte nu 69-årige Donald Trump, som ifølge Forbes i dag er god for over 30 milliarder danske kroner, og indtager pladsen som USA's 113. rigeste mand.

Deler pengesedler ud

At penge ikke er en mangelvare for Donald Trump, bemærker man tydeligt i dagligdagen – blandt andet i Trumps daglige omgang med sine ansatte, fortæller Mr. Senecal i interviewet.

Det var eksempelvis ikke en sjældenhed, at Trump delte 100 dollar-sedler – svarende til ca. 650 kr. - ud til sine ansatte, der blandt andet stod for vedligehold af palæet og grunden – og ikke overraskende var de ansatte som regel meget begejstret.

»Du er latinamerikansk, og du er her for at trimme træerne og ordne, og så kommer en fyr op til dig og giver dig 100 dollars. De elsker ham, ikke for det, men de elsker ham bare,« fortæller Mr. Senecal.

Sagsøger og truer

Selvom Donald Trump bor i et palæ de fleste kun tør drømme om, var han dog af og til utilfreds med de små dagligdagsirritationer – og så sagsøgte han, fortæller Mr. Senecal.

Han har blandt andet sagsøgt den lokale lufthavn, fordi han var træt af, at fly larmede over hans grund, ligesom han har sagsøgt byen, da man havde en kontrovers over størrelsen på Trumps egen flagstang og Trumps festsal. Naturligvis ejer Donald Trump også en klub – som han dog har truet med at sælge til følgere af den religøse sekt Rev. Sun Myung Moon, hvis der bliver noget vrøvl.

Nej tak til frisøren

En anden detalje, Mr. Senecal afslører om Trumps privatsfære er, at han i sit palæ har et stort maleri hængende af sig selv – i kridhvidt tennistøj. En type maleri, der dog går igen i mange, mange andre Palm Beach-villaer, bemærker butleren.

Han kan også fortælle, at Trump typisk sover bare fire timer om natten, og at han hader at svømme. Selvom Trumps hårpragt ofte har været genstand for komiske bemærkninger på sociale medier, kan Mr. Senecal også fortælle, at Trump faktisk aldrig går til frisøren (til trods for at have en til rådighed i sit hjem), men holder af at ordne sit hår selv – og så kører Trump altid selv til golf om søndagen i enten sin sorte eller hvide Bentley.