Sverige har mistet en af deres helt store kulturpersonligheder natten til lørdag. Den svenske skuespiller og instruktør Gösta Ekman sov ind i familiens hjem efter lang tids sygdom. Han blev 77 år gammel.

»Det er en utrolig trist dag for os alle på teateret i dag. Gösta Ekman var ikke kun en stor mand på teateret. Han var også en utrolig vellidt person. Hans kone Marie-Louise Ekman var også på vores teater i mange år, så de var begge ofte i teateret, og der var mange, der kendte ham«, siger Christina Bjerkander, PR Direktør for teateret Dramaten, til Aftonbladet.

Siden 1955, hvor han fik sin debut på svensk tv, har Gösta Ekman været en stor karakter på de svenske skrå brædder og spillet med i over halvtreds spillefilm. Ud over at indtage scenen som skuespiller har han også instrueret film og været manuskriptforfatter på både film og teaterstykker.

Vi kender ham blandt andet for rollen som den svenske Egon Olsen, da han spillede Charles-Ingvar 'Sickan' Jönsson i filmene Jönssonligan, der er den svenske udgave af den danske succes film Olsen-banden.

Igennem sin karriere har han modtaget flere priser for sine præstationer. Hele tre gange har han modtaget en Guldbagge, som er navnet på den svenske filmpris, der uddeles af det Svenske Filminstitut og som uddeles for en 'fremstående indsats i svensk film det forgangne år'.

Gösta Ekman har været syg og haft helbredsproblemer siden 2013. Dengang fortalte han i et interview med P4 Sverige, at han var ved at miste livet, da han af flere gange var indlagt på hospitalet.

»Nogle gange føler jeg, at det er en ekstra bonus, jeg har fået ekstra tid. Det er jeg meget taknemlig for«, sagde Gösta Ekman til P4 Sverige.

Han efterlader sin kone Marie-Louise Ekman, og tre børn og børnebørn.

Gösta Ekman er død efter længere tids sygdom. Han blev 77 år. Billedet her er fra 1985. Gösta Ekman er blandt andet kendt for sin rolle i den svenske udgave af Olsen Banden, der på svensk kaldes Jönssonligan. Her spillede han Charles Ingvar "Sickan" Jönsson, der er den svenske Egon Olsen. Han spillede desuden kommissær Martin Beck i serien "Beck". i Norge. Vis mere