I London ligger flere diamanter, som burde ligge i Sydafrika.

Det er i hvert fald den holdning, som har spredt sig i Sydafrika efter dronning Elizabeths død.

Flere har opfordret til, at Storbritanniens kongefamilie returnerer diamanter, som er fundet i Sydafrika. Det skriver CNN.

Der er for eksempel tale om diamanten Afrikas Store Stjerne, som er verdens største slebne diamant. Den er monteret på det kongelige scepter.

Dronning Elizabeth med det kongelige scepter i hånden, som indeholder diamanten Afrikas Store Stjerne. Foto: Uncredited/AP/Ritzau Scanpix
Dronning Elizabeth med det kongelige scepter i hånden, som indeholder diamanten Afrikas Store Stjerne. Foto: Uncredited/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Dronning Elizabeths død har i flere sydafrikanske medier startet en debat, hvor man diskuterer ejerskabet af de royale diamanter.

Mere end 6.000 mennesker har sat signatur på en underskriftsindsamling, hvor man kræver, at Afrikas Store Stjerne bliver sendt hjem og udstillet på et museum i Sydafrika.

Vuyolwethu Zungula, der er medlem af det sydafrikanske parlament, opfordrer sit land til at kræve erstatning for den skade, som Storbritannien tidligere har forvoldt.

»Vi skal kræve tilbagelevering af alt guldet og diamanter stjålet af Storbritannien,« udtaler Vuyolwethu Zungula.

Det er ikke nyt, at afrikanske lande kæmper for at genvinde kulturelle artefakter.

I august indvilgede et museum i London i at returnere 72 genstande, der oprindeligt blev plyndret fra Benin i det sydlige Nigeria i 1897.