Heineken lovede at forlade Rusland efter invasionen af Ukraine.

Men sidste måned så en chokerende afsløring dagens lys.

Her afslørede Follow the Money, som er en platform for undersøgende journalister, at Heineken ikke desto mindre havde lanceret nye 61 produkter på det russiske marked i løbet af 2022.

Nu reagerer den hollandske bryggerigigant.

»Heineken er fast besluttet på at forlade Rusland, og vi gør alt, hvad vi kan, for at finde en passende ny ejer for virksomheden, mens vi tager hånd om vores lokale medarbejdere,« skriver Heineken i en officiel udtalelse tirsdag ifølge det hollandske medie NL Times.

Heineken udtaler, at bryggeriet er »chokeret og bedrøvet over krigen i Ukraine«, men tilføjer, at situationen i Rusland lige nu er »uden fortilfælde« og efterlader virksomheden med mange udfordrende og komplekse dilemmaer.

Det hollandske bryggeri oplyser, at det føler et ansvar for de omkring 1.800 ansatte i Rusland. Hvis Heineken lukkede ned for al aktivitet i landet fra den ene dag til den anden, ville de blive efterladt uden noget livsgrundlag, lyder det fra Heineken.

Derudover ville Heinekens ledelse risikere at blive retsforfulgt, hvis bryggeriet erklærede sig konkurs i Rusland, idet det ifølge Heineken er en kriminel handling at erklære en international gren af en virksomhed konkurs i landet.

Endelig vil Heineken, så vidt det overhovedet er muligt, undgå, at bryggeriets aktiver i Rusland bliver nationaliseret af den russiske stat – både af hensyn til Heinekens ansatte i Rusland, og fordi bryggeriet ikke bryder sig om tanken om, at den russiske stat ville drage fordel af en nationalisering.

»Vi forstår fuldt ud, at det er frustrerende, at salget ikke er blevet gennemført endnu. Vi er også frustrerede over, hvor lang tid processen tager,« lyder det i udtalelsen fra Heineken.

Den hollandske bryggerigigant udtaler sig ikke om årsagen til, at 61 nye produkter skulle være blevet lanceret i Rusland i 2022.

Bryggeriet forventer, at en ny ejer af den russiske del af forretningen vil være på plads i løbet af 2023.

Heinekens danske rival Carlsberg har også været i søgelyset, efter at Berlingske har kunnet fortælle, hvordan hylderne i de russiske supermarkeder i december 2022 – efter næsten ti måneders krig i Ukraine – stadig bugnede af øl fra det danske selskabs russiske bryggerier.

Her ses et udvalg af Carlsberg-producerede øl i et russisk supermarked. Billedet er taget i december 2022. Bemærk Tuborg-dåserne. Også Kronebourg 1664 laves af det danske bryggeri.
Her ses et udvalg af Carlsberg-producerede øl i et russisk supermarked. Billedet er taget i december 2022. Bemærk Tuborg-dåserne. Også Kronebourg 1664 laves af det danske bryggeri. Foto: Emil Rottbøll/Berlingske
Vis mere

Det kan du læse mere om HER.