En umiddelbar problemfri flyvning søndag blev kortvarigt forvandlet til en yderst dramatisk situation, da en stor gruppe fugle kom i karambolage med et mellemstort passagerfly.

Ingen af de 68 passagerer eller fire besætningsmedlemmer kom noget til, men hændelsens alvorlighed er ikke til at tage fejl af.

Administrerende direktør for flyselskabet Precision Air, Sauda Rajab, fortæller, at flyselskabet ser med stor alvor på det såkaldte ‘birdstrike.’

»Fuglene udgør ikke bare en risiko for passagererne og besætningen, men det er også årsag til et stort tab. De kan skade motoren. Det betyder, at vores mekanikere er nødt til at arbejde på flyet, før det kan lette igen,« siger Sauda Rajab til avisen The Citizen.

Det var kort før landingen i Mwanza i Tanzania, at fuglenes kroppe hamrede mod flyet, der er af typen ATR 72-500.

Fuglene bankede mod flyets næse, landingsstel, motorer og cockpitvinduer.

Det betød, at piloterne må have haft overordentligt svært ved at se ud, da vinduerne blev dækket af blod.

Billeder af flyet viser da også med al tydelighed, at der har været tale om en større flok fugle. Foruden blod på flyets front og forrude fremgår det af billederne, at fjer og øvrige fuglerester satte sig fast i vinduesviskerne og landingsstel.