B.T. i Tyrkiet:

Mindst 20.000 personer har mistet livet i Syrien og Tyrkiet efter det voldsomste jordskælv i over ti år.

Alligevel er det et tal, som de lokale møder med en hovedrysten, fortæller B.T.s internationale korrespondent.

Jakob Illeborg befinder sig i øjeblikket i et af jordskælvets epicentre i Tyrkiet i byen Kahramanmaraş.

»Tallet er uhyrligt højt, men de lokale er sikker på, at det kun er toppen af isbjerget,« fortæller han.

Flere bygninger er fuldstændig kollapset i byen Hatay i Tyrkiet.
Flere bygninger er fuldstændig kollapset i byen Hatay i Tyrkiet. Foto: EMILIE MADI
Vis mere

Den tyrkiske katastrofemyndighed AFAD har torsdag aften bekræftet mindst 17.134 døde som følge af jordskælvet.

Selve jordskælvet har haft en styrke på 7,8 og har ramt natten til mandag nær den tyrkiske millionby Gaziantep – cirka 50 kilometer fra grænsen til det nordvestlige Syrien.

Jordskælvet har også medført efterskælv, og flere bygninger er kollapset som resultat af de voldsomme rystelser.

Et syn, som B.T.s korrespondent også møder på sin rejse til Kahramanmaraş.

På en rød båre bliver den ene mand båret ud fra murbrokkerne. Foto: Jakob Illeborg.
På en rød båre bliver den ene mand båret ud fra murbrokkerne. Foto: Jakob Illeborg.
Vis mere

»På vej til Kahramanmaraş møder jeg en redningschef i en stor forstadsby. Han fortæller mig, at han regner med alene i den by, vil der være over 3000 døde,« siger Jakob Illeborg og fortsætter:

»Lige nu graver man efter de levende, og resten vil man hente senere. Det er svært at spå om, hvor mange døde vi taler om, men tallet kan kun gå en vej.«

På sit besøg i Kahramanmaraş har B.T.s korrespondent også været vidne til et mirakel, da to mænd er blevet fundet i live efter 84 timer, hvor de har været begravet under murbrokkerne.

En redning, der får tårerne til at trille ned af kinderne, mens folk jubler og krammer i gaden.

Ifølge B.T.s oplysninger er de to mænd blevet fragtet til hospitalet, hvor de er stabile.

Du kan læse mere om hele den vilde episode her.