Knap en uge efter det blodige terroranslag mod en koncert med Eagles of Death Metal deler bandets fans deres historier og sorg på Facebook. 13. november dræbte tre svært bevæbnede terrorister 89 mennesker og sårede 99 ved Bataclan-spillestedet i Paris.
En sort Volkswagen Polo parkerede klokken 21:40 fredag aften 13. novemer uden for Bataclan-spillstedet i Paris.
Ud steg 29-årige Ismaël Omar Mostefaï, 28-årige Samy Amimour og en tredje endnu ukendt gerningsmand. Alle tre var svært bevæbnede med håndvåben og khalasjnikov-automatrifler, og de bar alle selvmordsveste, som to af dem senere aktiverede, da franske specialstyrker klokken 23:38 stormede spillestedet.
Ifølge vidner dræbte terroristerne deres første ofre foran indgangen til Bataclan, før de fortsatte ind af hovedindgangen til spillestedet, hvor koncerten med Eagles of Death Metal havde været i gang omkring en halv time.
Inde i koncertsalen pegede de tre mænd først deres våben mod barområdet modsat scenen. Derefter åbnede de ild direkte ind i folkemængden, og panikken bredte sig »som et vindstød« gennem forsamlingen, fortæller øjenvidner, som havde set koncerten fra balkonen på 1. sal.
Andre beretter om, hvordan det lykkedes sikkerhedsvagter på stedet at genne folk ud via nødudgangene, mens andre gemte sig få meter fra terroristerne. På videoer optaget med mobilkameraer kan man se, hvordan blodindsmurte og sårede koncertgæster løber og humper ned ad sidegader med forrevne t-shirts, og rædslen malet i ansigterne.
Angiveligt tog angrebsmændene sig god tid og nåede at lade deres automatvåben med nye magasiner flere gange undervejs.
De sparkede til livløse kroppe på dansegulvet og skød igen på de af dem, der rørte på sig. Før politistyrkerne rykkede ind, tog de bevæbnede mænd flere gidsler og forskansede sig i et mindre rum på 1. sal.
Politiets styrker kom her i heftig ildkamp med terroristerne, som et billede af specialstyrkernes taktiske skjold vidner om. En af terroristerne blev dræbt af skud fra politistyrkerne, og to aktiverede de selvmordsbomber, de bar under angrebet.
Flere hundrede mennesker var tilstede ved koncerten med Eagles of Death Metal. I løbet af de knap to timer, som massakren varede, nåede de tre mænd at dræbe i alt 89 tilfældige forbipasserende, bargæster, ansatte og fans.
På Eagle of Death Metals Facebook-side skriver rockbandet:
»Vi er forfærdede og forsøger stadig at forstå og rumme, hvad der skete i Frankrig. Vores tanker er først og fremmest med vores bror, Nick Alexander, vores venner fra pladeselskabet Thomas Ayad, Marie Mosser og Manu Perez, og alle de venner og fans, hvis liv blev taget i Paris, såvel som deres venner og familier og deres elskede. Selv om vi er bundet sammen af sorg med ofrene, fansene, familierne, borgerne i Paris og alle, som er påvirket af terrorisme, så er vi stolte af at stå sammen med vores nye familie, nu forenet af et fælles mål om kærlighed.«
I kommentarsporet under beskeden slår en franskmand tonen an med ordende »peace..Love...and Fuck Terrorism«. Og overlevende fans fortæller deres historier fra terrorangrebet på Bataclan. Læs her et uddrag af deres beretninger:
Maxime: »Vi så, hvad ingen nogensinde burde se«
»De forsøgte at dræbe min kone og jeg, mens vi dansede foran vores yndlingsband, heldigvis fejlede de. Vi så, hvad ingen nogensinde burde se. Vores tanker er med alle, som mistede deres liv og deres pårørende. Helingsprocessen kan nu begynde, og den starter med at lytte til EODM igen.... Fred, kærlighed og dødsmetal«.
Claude: »Helvede her på Jorden«
»Jeg var så heldig kun at blive såret, flere venner er døde, og det er svært helt at fatte rædslen, især når jeg husker, hvor god første del af showet var og den gode stemning. I løbet af få sekunder var det pludselig helvede her på Jorden! Jeg håber, I de kommende år vender tilbage til Paris, vi er nødt til at vinde over frygten og volden! Jeg elsker jeres musik!«
Mark: »Jeg vil gerne takke en kvinde ved navn Katie«
»Jeg kom fra London for at se showet, og jeg blev skudt to gange. Jeg var der med ni venner, og som ved et mirakel slap vi alle derfra med livet i behold, selv om halvdelen af os blev såret. (...) Jeg vil gerne takke en kvinde ved navn Katie, som krøb sammen i en bank eller et postkontors bagkontor i nærheden. Hun pressede mod skudsåret i min arm for at stoppe blødningen, selv om hun var i panik over ikke at kunne få fat i sin kæreste på telefonen (det gjorde hun heldigvis senere til vores alle sammens lettelse). (...) Længe leve Frankrig, længe leve rock'n'roll, og fuck de yngelige undskyldninger for menneskelige skabninger, som tog så mange fra os.«
Lorelei: »En bombe eksploderede lige ved siden af os«
»Det lykkedes min kæreste Michael og jeg samt en mand ved navn Olivier at hoppe over jeres instrumentkufferter, som stod stablet ved siden af scenen. Vi gemte os der i mere end en time og håbede, at morderne ikke ville finde os. En bombe (ja, de sataner havde bomber) eksploderede lige ved siden af os. Stablerne af kufferter og udstyr beskyttede os fra at blive sprunget i tusind stykker. På en måde er vores liv reddet på grund af jer. Har I noget nyt om bandet, som varmede op for jer? Det sidste jeg så, var at sangeren snakkede og tog billeder med fans...«
Stéphanie: »Han tog mig i sine arme og bad mig trække vejret langsomt«
»Jeg gemte mig ved siden af Matt i to timer. Jeg havde det ikke ret godt, og han tog mig i sine arme og bad mig trække vejret langsomt. Det var så rart i dette frygtelige øjeblik. Tak for det.«
Gregoire: »Mange af os er døde«
»Jeg overlevede sammen med min kone, men mange af os er døde. Vi tænker på dem, og vi tænker på, hvad vi lige har været igennem.«
Nicolas: »Bliv ved med at rocke uanset hvad«
»Min kone og jeg var der. Det var det bedste show nogensinde, ind til de sataner kom indenfor. Selv om de tog så mange smukke mennesker fra os den aften, vil de aldrig være i stand til at nå de ting, vi elsker allerhøjest: Frihed, vendskab, kærlighed og god musik. Bliv ved med at rocke uanset hvad... Vi elsker jer«
Beskrivelsen af hændelserne ved Bataclan-spillestedet i begyndelsen af denne artikel er skrevet på baggrund af tilgængeligt billed- og videomateriale fra Bataclan, private opslag på sociale medier og artikler om terrorangrebet fra BBC, New York Times og den franske tv-station BFMTV.
