Det italienske sygehusvæsen er blevet blæst bagover af coronavirus. Patienter på intensivafdelingen må ligge på gangene, fordi der ikke er plads til dem på de propfyldte stuer.

Charlotte Sylvestersen bor i Milano og oplever på nærmeste hold, hvordan virussen har vendt hverdagen på hovedet i løbet af få uger. Derfor undrer hun sig over, hvordan vi i Danmark taler om virussen.

»Jeg er faktisk rystet over, hvor let man tager på det i Danmark,« siger hun til B.T.

»Som jeg oplever det, er mantraet blandt danskerne, at det blot er en almindelig influenza,« fortsætter hun.

Charlotte Sylvestersen har boet i Milano i 30 år.
Charlotte Sylvestersen har boet i Milano i 30 år.
Vis mere

56-årige Charlotte Sylvestersen, som er journalist og rejseleder, understreger, at hun ikke vil gøre sig til dommer over, hvor farlig coronavirus er.

Men en ting er helt sikkert: Spredningen af virussen har store konsekvenser i Norditalien, hvor hun bor. Så store, at italienske læger nu slår alarm.

»Vi ønsker at formidle et klart og tydeligt budskab: 'Vær forberedt!',« lyder det ifølge The Independent fra flere italienske eksperter i en note sendt til deres europæiske kolleger i The European Society of Intensive Care Medicine.

Charlotte Sylvestersen oplever nu på egen krop, hvad det vil sige at leve i en by, der er lukket ned for at inddæmme spredningen af coronavirus.

Skoler, natklubber og museer lukker ned. Restauranter og caféer må kun holde åbnet mellem klokken 6 og 18, og folk skal sidde med mindst en meters afstand.

Og ingen må rejse ud og ind af de berørte områder, medmindre der er tale om 'helt særlige omstændigheder', som det hedder i det dekret, Italiens premierminister, Giuseppe Conte, underskrev natten til søndag.

De omsiggribende forholdsregler rammer omkring 16 millioner mennesker, herunder Charlotte selv.

»Her er ikke panik, men folk forstår, at de nye foranstaltninger er nødvendige,« siger hun over telefonen fra Milano.

Charlotte Sylvestersen mener, vi i Danmark burde tage ved lære af det, der er sket i Italien, og gøre alt, hvad vi kan for at inddæmme smittespredningen, så vores hospitaler ikke bliver løbet over ende.

»Det er, som om mange i Danmark ikke vil acceptere, at smitten ikke skal spredes, så sundhedsvæsenet ikke bliver overbelastet,« siger hun.

Klaus Seiersen fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet skriver på Facebook, at de danske myndigheders tiltag netop skal ses i dette lys.

'Vi skal skam nok få en stor epidemi også i Danmark, men strategien er lige nu at trække det ud så længe som muligt,' lyder det.

Også blandt herboende danskere er der dem, der appellerer til mere forsigtighed blandt medborgerne.

»Jeg synes ikke, at folk tager det seriøst nok. Der er sådan en følelse af, at folk bare tænker, at det ikke rammer dem selv, og at de ikke skal være bange. Men der må man sgu tænke på andre end sig selv,« siger Cathrine Korfitsen fra Brøndby til B.T.

Hun er født med et svækket immunforsvar og frygter at blive alvorligt syg, hvis hun bliver smittet med coronavirus. Derfor har hun forberedt sig på, at vi nærmest kommer i undtagelsestilstand.

Her i Danmark er 35 personer i skrivende stund smittet med coronavirus. 628 personer er i karantæne. Til sammenligning er der 5.883 smittede og 233 døde i Italien. Omkring 16 millioner personer bor i de karantæneramte områder.