Et foto af det, der angiveligt er det russiske krigsskib 'Moskva', som er i gang med at synke, er gået viralt.

Det står op med massiv røg. Der er tilsyneladende et stort hul i skroget.

Og det enorme, grå og normalt voldsomt frygtindgydende krigsskib ligger med kraftig slagside til bagbord.

Der er angiveligt tale om et foto af det russiske krigsskib 'Moskva'.

Foto: @Osinttechnical
Foto: @Osinttechnical
Vis mere

Fotoet samt en meget kort video florerer på Twitter og skulle være taget fredag den 15. april, dagen efter angrebet.

Men er det nu også det rigtige skib?

Den britiske flådeekspert Sidharth Kaushal siger til Independent, at han er sikker på, at det er Moskva, som siden er sunket, vi ser på billedet.

»Placeringen af radaren (tydelig på billedet), cylindrene til jord-til-luft- og jord-til-jord-missiler og skrogets form synes alle at bekræfte, at de kommer fra en krydser af Slava-klassen - og derfor det være Moskva,« siger Sidharth Kaushal til avisen.

Fra ukrainsk side hævder man at have ramt 'Moskva' med to lavtflyvende Neptun-missiler, mens man fra Rusland modsat har berettet om, at skibet blev beskadiget efter en eksplosion og efterfølgende sank på grund af dårlige vejrforhold.

Den danske militæranalytiker Jens Wenzel Kristoffersen, som er søofficer, har kigget på billederne for B.T., og han siger:

»Der er meget, der taler for, at det er 'Moskva', men jeg kan ikke lægge hovedet på blokken og sige det med fuldstændig sikkerhed.«

Jens Wenzel Kristoffersen noterer sig, at der er tale om en Slava-krydser og konstaterer samtidig, at besætningen er evakueret i de hvide redningsbåde, som der kun er en enkelt tilbage af på fotoet.

Men når Jens Wenzel Kristoffersen alligevel ikke vil erklære med 100 procent sikkerhed, at der definitivt er tale om 'Moskva', skyldes det, at man ikke kan se skibets navn eller identifikationsnummer.

På ældre fotos af skibet bærer det nummer '121' i store hvide bogstaver på skroget, men de kan ikke ses på fotoet, muligvis fordi den del af skibet allerede ligger under vandets overflade.

»Såvidt jeg ved, findes der kun to operative Slava-krydsere, som er blevet moderniseret i de senere år, og heraf er 'Moskva' det ene. Det andet, 'Marshal Ustinov', ligger øjensynligt i Adriaterhavet.«

»Skibet er sandsynligvis ramt lige foran for skorstenen i bagbords side lige ovenfor dækket eller øverste del af skibssiden,« konstaterer Jens Wenzel Kristoffersen desuden.

Han mener, at det er plausibelt, at skibet på billedet er ramt af lavtflyvende Neptun-missiler, hvilket også er en forklaring, som Pentagon tilsyneladende tror på.

»Neptun-missiler er varmesøgende i terminalfasen, og det ser ud som om, at det har ramt det varmeste sted på skibet omkring maskinrummet, som formentlig ligger lige omkring skorstenene,« pointerer han.

Ifølge Ruslands forsvarsministerium blev hele skibets besætning på cirka 500 personer evakueret, inden det sank.