For den australske kvinde Michelle Lee vil 5. april 2023 være en dag til historiebøgerne.

Efter 237 dage kunne hun nemlig erklære sig for indehaver af en ny rekord.

Michelle Lee bliver nemlig den første kvinde til at ro solo og uden assistance over Stillehavet – uden at lægge til kaj undervejs. Det skriver ABC News.

Den lange rejse startede ved Mexicos vestkyst sidste august. En rejse, hvor hun også måtte stå imod intet mindre end fire cykloner og fem orkaner.

Michelle Lee har sejlet i en otte gange to meter carbon fiber båd hen over Stillehavet.
Michelle Lee har sejlet i en otte gange to meter carbon fiber båd hen over Stillehavet. Foto: BRIAN CASSEY
Vis mere

Undervejs fulgte en stor gruppe hajer også efter hendes båd, fortæller hun.

Men onsdag morgen lokal tid nåede hun til Port Douglas i den australske delstat i Queensland, hvilket er en rejse på over 14.000 kilometer.

På kajen i Port Douglas stod både venner, familie og fans til at tage imod hende.

Selvom 237 dage alene på en båd kan lyde ensomt, så har Michelle Lee kun nydt godt af sit eget selskab.

Champagne er på sin plads, når man lige har skrevet verdenshistorie.
Champagne er på sin plads, når man lige har skrevet verdenshistorie. Foto: BRIAN CASSEY
Vis mere

»Da jeg var derude midt i ingenting, fuldstændig isoleret, var jeg aldrig ensom,« fortæller hun til mediet.

Michelle Lee afslører dog, at hun havde en satellittelefon med, så hun kunne komme i kontakt med familien.