Der er gået fire måneder, siden jeg sidst befandt mig på denne side i BT, og hold da op…man kan da heller ikke vende ryggen til et øjeblik, før verden går af lave. Og her tænker jeg mest på USA’s præsidentvalg. Lad mig bare slå det fast helt fra start, at ham Trump er jeg ikke begejstret for.

Ikke desto mindre er jeg ved mange lejligheder kommet til at fremstå som en slags forsvarer for ham, og på det seneste er det nærmest begyndt at more mig, hvis jeg kan finde en måde at udfordre de mange, der hader ham af et godt hjerte. Det må jeg nok hellere forklare, inden jeg bliver kørt til skafottet af BT’s læsere.
       
Der synes at herske en bred enighed i det meste af Europa og i særdeleshed i Danmark om, at Obama var Gud, og Trump er Satan. Det er den slags absolutter, der provokerer mig, for sandheden er jo, at alle mennesker har plusser og minusser, og at disse plusser og minusser for en stor dels vedkommende bliver tildelt subjektivt.
       
Nogen – og jeg gad egentlig god vide hvem disse ”nogen” er – har så valgt at inddele folk i grupperinger, hvor man taler om ”eliten” og ”folket”. Eliten skal man  forstå som dem, der har alle de rigtige værdier, en høj moral, er belæste og berejste og ikke mindst er rummelige overfor fremmede kulturer. Folket må dermed være karakteriseret ved det modsatte. Eliten er stemt for Obamas stil og folket er så dem, der har stemt Trump ind.
       
Det er der skrevet meget om. Stolpe op og stolpe ned. I denne uge skrev Anna Libak fra Berlingske f.eks. i et af sine pragtfulde, sarkastiske debatindlæg, at nu må folket forstå eliten. Jeg anbefaler på det varmeste at læse hendes kommentar, som rammer ned i elitens selvforståelse af, at ”vi” er en homogen masse.
       
I et af mine yndlingsradioprogrammer, Huxi og Det Gode Gamle Folketing på Radio 24syv, karakteriserede en af paneldeltagerne Trumps vælgere som en flok cowboys, der ikke havde noget væsentligt at foretage sig, og de mange kvinder, der stemte på Trump var givetvis forblændet af, at han havde finansieret en række skønhedskonkurrencer!! Jeg skal undlade at nævne denne paneldeltagers navn, men det ville være mig en sand fornøjelse at møde ham en dag og spidde hans nederdrægtige beskrivelse af amerikanerne.
       
Jeg oplever gang på gang, hvordan danske meningsdannere sidder i debatprogrammer og på arbejdspladser og ved middage og klasker hinanden på ryggen og bare er helt enige om, at ham Trump er en skidt fyr, og at hans vælgere er nogle stakler ude på prærien og i trailerparkerne, som ikke har fattet en hujende fis af det hele.
       
Det er dér, jeg får lyst at fortælle, at sådan er virkeligheden ikke. Virkeligheden er, at masser af højt uddannede, begavede unge har stemt på Trump, fordi de er vokset op i noget, der ikke har fungeret og derfor håber og tror, at Trump kan være det, der skal til for at ændre det amerikanske samfund. Der findes også rige mennesker – tro det eller ej – som har en høj moral, som yder enorme indsatser i forhold til at rette op på sociale problemer og skævheder, og som stemmer på Trump, fordi de har set flere præsidenter med de rette intentioner men uden…ja, lad os sige det, som det er: nosser!
       
Og når jeg bliver Rasmus modsat og forsvarer Trump, så handler det ikke om, at jeg kan lide ham. Det er sådan set underordnet, om jeg kan. For han er jo blevet valgt. Så det er omsonst at kalde ham idiot. Jeg synes, det mindste man kan gøre, er, at forholde sig til, hvorfor han er blevet valgt. Og det handler blandt andet om, at vi – i den såkaldte elite - ikke har kunnet mønstre handlekraftighed gennem de sidste 20-25 år. Vi har vaklet, fordi vi er blevet præget af en enorm usikkerhed overfor det verdensbillede, der tegnede sig efter den kolde krig. Okay, der var da en vis eufori i begyndelsen af 90’erne, men så kom alle de andre trusler fra Mellemøsten. Og hvordan fik vi det til at rime på alle vores rigtige holdninger og politiske korrekthed?
       
Hvis ikke vi (herunder også jeg selv) snart holder op med at dømme Trump og ”folket” ude, så har vi tabt alt. Så har vi ikke lyttet. Så er vi simpelthen blevet for selvfede. Det er alle os med de rigtige meninger, der er med til at afføde modreaktionen, og nu modtager vi et hold-kæft-bolsje fra en befolkningsgruppe, der ikke længere vil finde sig i at blive karakteriseret som ignoranter fra det vilde vesten. Det handler sådan set ikke om skyld eller ikke-skyld. Det her er ikke endnu et indlæg, der skal hænge eliten ud (for selvfølgelig tror jeg selv på, at eliten har ret i alle sine antagelser). Men vi er i mindretal, og vi har tabt. Vil vi have folk over på vores side, så skal det ikke ske ved at fortælle dem, at de er dumme men ved at vise tillid og lytte.
       
Det er tid til at reflektere: Er der noget, vi har overset? Og ikke mindst er vi nødt til at tænke over følgende: Hvad hvis Donald Trump får ret?        

Jeg ved sådan set ikke ret meget om USA’s indenrigspolitik. Jeg er bekendt med en del af de problematikker, der har gennemsyret landet over de seneste årtier. Jeg ved ikke, hvordan man løser de store klasseskel, de allestedsnærværende våben, fedmeepidemien, fattigdommen og de mange illegale indvandrere. Jeg er ikke begejstret for de løsningsforslag, Trump er kommet med, men omvendt har USA jo haft adskillige præsidenter fra både den ene og den anden side, som heller ikke har kunnet håndtere problemerne, så altså: Hvad hvis Trump får ret?
       
Jeg vil gerne henstille til, at man læser alle nyheder om Trump med kilde-kritiske øjne, og jeg vil opfordre de mange Trump-modstandere til at være nysgerrige fremfor forargede. Jeg har fornemmelsen af, at forargelsen skygger for nuancerne.

 

SMS

Hitter på Facebook