Den unge amerikaner Amanda Knox er blevet idømt 28 år og seks måneders fængsel for drabet på sin bofælle i Italien. Dommen er »uretfærdig«, lyder det fra amerikaneren.

ITALIEN: Den 26-årige amerikaner Amanda Knox er sent torsdag aften ved Italiens højesteret blevet idømt 28 år og seks måneders fængsel for drabet på den britiske studerende Meredith Kercher i 2007.

Højesteret idømte desuden Amanda Knox’ ekskæreste Raffaele Sollecito 25 års fængsel i samme sag.

I en udtalelse kalder Amanda Knox dommen »uretfærdig«:

»Jeg er bange og ked af det over denne uretfærdige dom. Da jeg tidligere er blevet fundet uskyldig, havde jeg forventet mere af det italienske retssystem,« lyder det fra den unge amerikaner, der ikke mener, at der er den bevissikkerhed, som kræves, for at hun kan anses for skyldig.

Den amerikanske kvinde var i 2007 udvekslingsstuderende i den italienske universitetsby Perugia, hvor hun delte lejlighed med Meredith Kercher fra Surrey i England og to andre unge kvinder. En dag i november blev den britiske pige fundet dræbt af utallige knivstik i lejligheden.

Ifølge anklagerne var der tale om en sexleg mellem Meredith Kercher, Amanda Knox, Raffaele Sollecito, og Rudy Guede fra Elfenbenskysten. Sidstnævnte blev idømt 16 års fængsel for drabet i 2008.

Amanda Knox og Raffaele Sollecito blev begge kendt skyldige og dømt for mordet i 2009. Amanda Knox nåede at sidde fire år i fængsel, inden hun i 2011 blev frikendt ved en appeldomstol, som vurderede, at beviserne mod hende ikke kunne bruges.

I marts sidste år omstødte højesteret appelrettens frikendelse af Amanda Knox og hendes ekskæreste og genåbnede sagen.

Amanda Knox har vedholdende stået ved sin uskyld. Hun har også fastholdt - blandt andet i sine erindringer, der blev udgivet i 2012 - at anklagernes bud på et motiv om en sexleg, der løb af sporet, er helt ubegrundet.

»Ingen har nogensinde påstået, at jeg nogensinde har taget del i seksuel afvigende adfærd. Ingen af mine bofæller, ingen af mine venner, ingen af de personer, der kendte mig der. Det her kommer kun fra anklagemyndigheden,« sagde hun til CNN i maj.

Amanda Knox befinder sig i dag i USA. Hvorvidt hun igen ender i et italiensk fængsel afhænger nu af endnu en appelmulighed og af en eventuel udlevering fra USA til Italien, hvis appelsagen skulle få samme udfald som dommen i højesteret.