En aftale mellem USA og EU skal mindske barriererne for amerikanske kødproducenter, der vil sælge til Europa.

USA's præsident, Donald Trump, har fredag underskrevet en aftale med EU om eksport af amerikansk oksekød.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Med aftalen vil det blive lettere for amerikanske kødproducenter at afsætte deres varer til det europæiske marked.

- Aftalen, som vi underskriver i dag, vil sænke handelsbarriererne i Europa og øge adgangen for amerikanske landmænd, sagde Donald Trump fredag under et møde mellem repræsentanter for henholdsvis USA og EU i Det Hvide Hus.

Aftalen blev underskrevet, dagen efter at Donald Trump varslede, at der vil blive lagt en ny told på ti procent på varer for over 300 milliarder dollar fra Kina.

I forvejen var der lagt en told på 25 procent på andre kinesiske varer for en samlet værdi af 250 milliarder dollar.

På den anden side har Kina øget sine afgifter på amerikanske varer.

Derfor kan aftalen med EU blive en tiltrængt hjælp til de amerikanske kvægavlere, når de får lettere ved at afsætte deres produkter.

EU-Kommissionen har på forhånd understreget, at der trods en ny aftale om eksport af kød mellem USA og EU ikke ændres ved, at kød solgt i EU ikke må indeholde hormoner.

Kravet om hormonfrit kød er en del af EU's fødevarepolitik.

I USA er hormonbehandlet kød til gengæld tilladt.

I forbindelse med mødet i Det Hvide Hus oplyste Donald Trump, at i løbet af det første år efter aftalen er trådt i kraft, forventes eksporten af toldfrit kød fra USA til EU at stige med 46 procent.

Aftalen skal dog godkendes af Europa-Parlamentet, inden den træder i kraft.

/ritzau/Reuters