WikiLeaks-stifter Julian Assange vil ved en forestående retssag om udlevering fortælle, at USA's præsident, Donald Trump, tilbød at benåde ham i 2017.

Sådan lyder det onsdag fra Edward Fitzgerald, der er Assanges advokat.

Til gengæld for benådningen forlangte Trump angiveligt, at Assange skulle fortælle, at Rusland ikke var involveret i at hacke mails fra Demokraterne i USA under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016.

WikiLeaks stod bag offentliggørelsen af flere mails fra Demokraterne.

Udmeldingen fra Assanges advokat kommer i forbindelse med et indledende retsmøde forud for selve retssagen mod Assange.

Sagen begynder mandag i næste uge - den 24. februar.

Her skal der tages stilling til, om Assange skal udleveres fra Storbritannien til USA.

Assange er i de amerikanske myndighedernes søgelys som følge af en lang række fortrolige dokumenter og videoer, der er offentliggjort af WikiLeaks.

48-årige Julian Assange var onsdag ikke selv fysisk til stede i retten i London.

Han deltog dog via en videoforbindelse. Når selve retssagen går i gang i næste uge, ventes Assange også fysisk at være til stede.

/ritzau/Reuters