80 turister fra en række skandinaviske lande, blandt andet Danmark, Norge, Sverige og Finland, er kørt på hospitalet med voldsomme mavekramper.

Mange af gæsterne blev dog allerede udskrevet igen kort efter indlæggelsen.

- Patienterne har det bedre nu, og der er ingen grund til at bekymre sig. Nogle er udskrevet, mens andre bliver på hospitalet til observation, siger Mehmet Godekmerdan fra myndighederne i Bodrum-distriktet til det tyrkiske nyhedsbureau IHA.

Spies Rejsers kommunikationschef, Torben Andersen, bekræfter over for bt.dk, at 17 af deres danske gæster blev indlagt onsdag aften, og at 15 af dem blev udskrevet kort efter. En far og hans 11-årige datter er fortsat indlagt. 

Gæsterne boede på Petunya Beach Resort nær Bodrum, oplyser en journalist fra IHA til bt.dk.
 
Det er dog ikke nødvendigvis hotellets mad eller sanitære forhold, der er årsag til de mange sygdoms-ramte turister.

 - Vi har fundet ud af, at gæsterne har været på udflugter. Vi efterforsker de både, de har rejst med, og der hvor de har været. Vi har indsamlet mad- og vandprøver fra alle de steder turisterne har været, ligesom vi analyserer vandet i hotellets springvand og pool samt maden på hotellet, siger Mehmet Godekmerdan til IHA.