En ny verdensstjerne til Superligaen?

Det kan blive virkelighed i fremtiden. Nærmere betegnet i Farum.

Her har FC Nordsjælland allerede to Champions League-vindere ansat i staben i form af Michael Essien og Djimi Traore. Og der kan måske være en tredje på vej, som endda også kan kalde sig verdens- og europamester.

Der er tale om den 34-årige spanske stjerne Juan Mata, der denne sommer forlader den engelske storklub Manchester United efter kontraktudløb.

Juan Mata forlader Manchester United efter denne sæson. Hvor fremtiden ligger, er endnu uvist.
Juan Mata forlader Manchester United efter denne sæson. Hvor fremtiden ligger, er endnu uvist. Foto: PETER POWELL
Vis mere

Juan Mata har i flere år haft et tæt forhold med Superligaklubben i det nordsjællandske, og især ejer Tom Vernon, i forbindelse med samarbejdet omkring det humanitære projekt Common Goal, som Mata står bag.

Her donerer alle medlemmer én procent deres løn, der går til sociale projekter i hele verden.

Samarbejdet med Nordsjælland og Mata blev indgået i 2018, og her mødtes spanieren blandt andet med Vernon og daværende træner Kasper Hjulmand. Et møde, der satte dybe spor.

»Det var et fantastisk møde med Tom og Kasper. Jeg har lært meget om, hvordan du kan udvikle fodboldspillere. Ikke bare på banen, men også udenfor. Det var et frisk pust at snakke om fodbold og livet,« lød det dengang fra Mata i et interview på klubbens hjemmeside.

Mata er vild med klubbens værdier, og kærligheden er gengældt.

For siden da har kontakten mellem parterne været konstant, og ifølge B.T.s oplysninger sker det tit, at Mata ringer til Nordsjælland for at høre, hvordan det står til, af ren og skær interesse.

Skulle Mata en dag have lyst til at komme til Danmark for enten at spille, blive træner eller i en helt tredje rolle, står Nordsjælland klar med åbne arme, forstår B.T.

Lige nu virker det dog mest sandsynligt, at Mata fortsætter karrieren i Spanien, hvor han kædes sammen med store klubber som Real Betis, Real Sociedad og Valencia.

Men kilder fortæller, at man bestemt ikke kan udelukke, at Mata en dag kommer til Farum. Spørgsmålet er bare i hvilken rolle.

Juan Mata har spillet i Manchester United siden 2014, hvor han kom til fra Chelsea. Inden da slog han igennem for Valencia.

Mata har tidligere stået over for FC Nordsjælland som spiller, da han mødte klubben i Champions League sammen med Chelsea.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Matas far og agent, der ligeledes hedder Juan Mata.