Der er sket et mindre trafikuheld på Helsingørmotorvejen i sydgående retning.

Uheldet er sket kort før afkørsel 9 Hørsholm C.

Det bekræfter Nordsjællands Politi over for B.T.

»Der er spildt noget på vejen, som vi ikke ved, hvad er. Det skal vi lige have fjernet før, at trafikken kan glide igen,« oplyser pressevagten ved Nordsjællands Politi.

Klokken 8.39 modtog politiet anmeldelsen om uheldet og rykkede ud.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne i forbindelse med uheldet.

Venstre spor har været spærret, og der har været massiv kødannelse.

Politiet forventer dog, at trafikken åbner inden for ti minutter i begge spor.

Men der vil fortsat være meget kø, der skal afvikles.