En hollandsk dræber lugtede blod på det helt rigtige tidspunkt på Tourens 14. etape.

Efter flot solokørsel og et dræberhug af et angreb kunne Bauke Mollema køre alene i mål på en etape, der længe var relativt søvndyssende.

Lad os være ærlige: Lørdag var en dårlig dag for danskerne. Jonas Vingegaard er røget en tur af podiet, Søren Kragh er udgået og de danske etapesejre lader stadig vente på sig.

Her får du dommen over dagens danske præstationer, dagens top og flop og de 3 ting, vi lærte.



Magnus Cort har ikke verdens bedste forudsætninger for at shine under årets Tour. Bornholmerens fornemmeste opgave er at passe på kaptajnen Rigoberto Urán, der indtil videre ligger godt til i klassementet. Lørdag fik EF Education-Nippo-rytteren dog frihed til at køre sin egen chance, og selvom han ikke kom væk, så han skarp ud. Cort brugte rigtig mange kræfter på at komme væk i et vanvittigt angrebsraseri, men der blev desværre lukket ned for danskerens angreb. Faktum er bare, at Cort springer i øjnene, hver gang han får frie tøjler. Sidst det skete, kørte den 28-årige rytter i mål som nummer tre.

Magnus Cort kom ikke med i ubruddet, men så ud til at være den skarpeste dansker lørdag.
Magnus Cort kom ikke med i ubruddet, men så ud til at være den skarpeste dansker lørdag. Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere


Den hollandske dræber
Der er en slående lighed mellem de to hollændere Bauke Mollema og Ruud van Nistelrooy. Trek-Segafredo-veteranen og den tidligere Manchester United-stjerne er begge udstyret med en helt usædvanlig snilde, som de gang på gang har brugt til at snyde konkurrenter. Mens van Nistelrooy smadrede målene ind i sin fodboldkarriere, har Mollema hentet flotte triumfer ved at stikke kniven ind på sine modstandere på det helt rigtige tidspunkt. Timingen i hans angreb på lørdagens etape var intet mindre end genial, og derfor var det fuldt fortjent, da han trillede alene i mål.

Bauke Mollema vandt karrierens anden Tour de France-etape, da han triumferede i Quillan.
Bauke Mollema vandt karrierens anden Tour de France-etape, da han triumferede i Quillan. Foto: STEPHANE MAHE
Vis mere


Dansk deroute
Det kan godt være, vi har rekordmange danskere til start i årets Tour, men de står altså ikke i kø for at kæmpe om etapesejrene. Lørdag morgen sagde vi farvel til sidste års dobbelte sejrherre Søren Kragh Andersen. Han var en tur i Grøften fredag, og det ved de fleste, man får ondt i hovedet af. En enorm svækkelse af de danske forhåbninger om en etapesejr på en dag, hvor rigtig mange af dem må have sat et stort kryds. Både Kasper Asgreen, Magnus Cort og Jakob Fuglsang prøvede at komme af sted, men lunten på den danske dynamitstang er gået ud. Særligt Jakob Fuglsangs forsøg blev en fuser, da danskeren nærmest eksploderede midt i sit eget angreb på kategori 2-stigningen Col de Montségur. Jonas Vingegaard mistede også sin podieplads – en rigtig øv-dag.

Jakob Fuglsang er langtfra i den form, vi kender ham for.
Jakob Fuglsang er langtfra i den form, vi kender ham for. Foto: Claus Bonnerup
Vis mere


Vingegaard blev snydt
Dagens etape havde stort set ingen betydning for det samlede klassement – hvis man altså ikke kigger på den med danskerbriller. Jonas Vingegaard mistede nemlig sin tredjeplads, da franske Guillaume Martin fik sneget sig med i dagens udbrud og kom i mål mere end fem minutter inden danskeren og det øvrige klassementryttere. Derfor er Jumbo-Visma-danskeren rykket ned på løbets fjerdeplads, hvorfra han cirka har halvandet minut op til franskmanden på andenpladsen. Formentlig er det dog til at hente igen for Vingegaard. Vi krydser i hvert fald fingre.

Jonas Vingegaard mistede podiepladsen lørdag.
Jonas Vingegaard mistede podiepladsen lørdag. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Hovedrystende!
Der har de seneste år været massiv fokus på rytternes sikkerhed. Der er lavet protokoller, nye regelsæt og indført et hav af opfindsomme tiltag. Særligt hovedskader har været i fokus, og derfor virker det mildt sagt hovedrystende, at den danske darling Søren Kragh Andersen først lørdag morgen blev pillet ud af Tour de France af Team DSM. Allerede efter den dramatiske tur i grøften, fik vi meldinger om, at danskeren havde smerter i hovedet. Efterfølgende har det vist sig, at han er ramt af en hjernerystelse. Lad os håbe, at de 60 kilometer i sadlen for at komme i mål ikke gør skaden værre. God bedring!

Søren Kragh Andersen er udgåët efter et vanvittigt styrt fredag.
Søren Kragh Andersen er udgåët efter et vanvittigt styrt fredag. Foto: Claus Bonnerup
Vis mere

Astanas (u)lykkeriddere
For første gang i mange år har ægteparret Jakob Fuglsang og Astana valgt at droppe at køre efter det samlede klassement. Årets melding lyder på, at der nu køres efter etapesejre, men det bliver ved og ved og ved med at glippe for kasakherne. Lørdag var det den spanske Omar Fraile, der tog på etapetogt, men han måtte nøjes med en sjetteplads. Heldigvis for holdet har man Aleksey Lutsenko på en samlet ottendeplads, men det er godt nok en ringe trøst for mandskabet indtil videre.

Alexey Lutsenko er ellers den Astana-rytter, der har mest at smile af.
Alexey Lutsenko er ellers den Astana-rytter, der har mest at smile af. Foto: CHRISTOPHE PETIT-TESSON
Vis mere


1. Bauke Mollema – Trek-Segafredo
2. Patrick Konrad – Bora-Hansgrohe    + 1:04''
3. Sergio Higuita – EF Education-Nippo    ''
4. Mattia Cattaneo – Deceuninck-Quick-Step    + 1:06''
5. Michael Woods – Israel Start-Up Nation    + 1:10''
6. Omar Fraile – Astana-Premier Tech    + 1:25''
7. Élie Gesbert – Team Arkéa-Samsic    ''
8. Quentin Pacher – B&B Hotels    ''
9. Louis Meintjes – Intermarché-Wanty-Gobert Matériaux    ''
10. Esteban Chaves – Team BikeExchange    + 1:28''