Sikke en uge Holger Rune har haft.

Lørdag vandt den 16-årige danske tenniskomet grand slam-turneringen French Opens drengesingle-finale, og siden har hans mobiltelefon på det nærmeste været rødglødende.

»Det har været helt vanvittigt. De seneste tre dage har jeg modtaget over 500 sms-hilsener. Jeg har konstateret, at topresultater er ensbetydende med enorm interesse fra medier, fans, venner og familie. Nu gælder det om at holde begge ben på jorden, og det er jeg sikker på også kommer til at ske,« siger Holger Rune med en stemmeføring, der signalerer både stolthed og ydmyghed.

B.T. fanger ham til en snak efter tirsdagens træning på Hellerup Idrætsklubs tennisbaner, og hans humør er naturligvis i top.

Holger Rune ved præmieoverrækkelsen efter at have vundet drengesinglefinalen ved French Open i Paris.
Holger Rune ved præmieoverrækkelsen efter at have vundet drengesinglefinalen ved French Open i Paris. Foto: Anne Parker
Vis mere

»Lige da jeg havde vundet matchbolden mod Toby Alex Kodat, føltes det en smule uvirkeligt. Men det var helt klart en drøm, der blev realiseret. Igennem mange år og måneder har jeg arbejdet knaldhårdt for at få en titel som denne i hus,« siger Holger Rune, der fortæller, at triumfen ikke kom bag på ham.

»Jeg havde god selvtillid, da jeg tog til Paris. Forinden havde jeg forberedt mig maksimalt på det akademi, som Serena Williams' træner (Patrick Mouratoglou, red.) har i Nice. Så ærlig talt kunne jeg ikke se, hvad der skulle stoppe mig.«

Inden French Open gik i gang, var Holger Rune ellers ikke nævnt blandt favoritterne. For det første var han en af de yngste i deltagerfeltet, og for det andet havde arrangørerne blot seedet ham som syver.

»Årsagen til, at det gik så godt for mig i Paris, er, at mit team fungerede perfekt. Jeg havde en mentaltræner (Lars Robl, red.) med derned. Han gav mig nogle redskaber til at tanke energi, når jeg løb ind i vanskeligheder på banen. Taktisk blev jeg inden kampene klædt godt på af min træner (Lars Christensen, red.), og hvad angår min mor (Aneke, red.), sørgede hun for, at der i pauserne mellem kampene var ro omkring mig. Hun har været med mig, siden jeg var helt lille. Uden hendes hjælp havde jeg ikke opnået denne turneringssejr. Kort sagt: Hun betyder alt,« fastslår Holger Rune.

I kølvandet på søndagens hjemrejse og mandagens restitution slår Holger Rune fast, at han har det godt med at være tilbage på træningsbanen.

»Der blev primært fokuseret på fysikken, så den kan være på plads, inden jeg i turneringsmæssig sammenhæng nu skifter fra grus- til græsunderlag,« siger Holger Rune.

Hans ophold i Danmark bliver i denne omgang dog kortvarigt. Søndag rejser Holger Rune sammen med sin træner til Nice for at opholde sig endnu en uge på Mouratoglous akademi. Når det ophold er overstået, er han en halv uge tilbage i Danmark, inden han tager til England for at deltage i to turneringer.

En af disse bliver grand slam-turneringen Wimbledon.

Holger Rune i aktion i drengesinglefinalen ved French Open.
Holger Rune i aktion i drengesinglefinalen ved French Open. Foto: Anne Parker
Vis mere

»Det ser jeg meget frem til, selvom jeg aldrig tidligere har spillet på græs. Min fornemmelse er, at underlaget ligger fint til mig. Jeg vil ikke love noget topresultat på forhånd. Men hvis jeg igen fokuserer på det mentale og de tennismæssige ting, kommer det til at gå mig godt, tror jeg,« siger Holger Rune.

Efter French Open-triumfen er han røget op som toer i drengesingle på verdensranglisten. På pigesiden toppes ranglisten af landsmanden Clara Tauson, og ifølge Holger Rune har Caroline Wozniacki stor anpart i den danske dominans.

»Vores succes skyldes, at der i Danmark er nogle dygtige trænere. Ligeledes har Caroline Wozniacki været til stor inspiration. Hun har bevist, at det som dansk tennisspiller er muligt at bide skeer med verdens allerbedste,« siger Holger Rune.

På herresiden har han schweizeren Roger Federer og Félix Auger-Aliassime fra Canada som forbilleder.

»Det er spillere, der kan lidt af det hele. Legenden Federer er vanvittig god ved nettet, mens Auger-Aliassime, der er to år ældre end mig, både kan spille lange og hurtige bolde,« siger Holger Rune.

Det var meningen, at han i denne måned skulle have afsluttet sin skolegang med en 9. klasse-eksamen, men eftersom han i sidste uge deltog ved French Open, endte det i et afbud. Planen er, at han i stedet i december får prøverne overstået ved en sygeeksamen.

»Tennis er mit job. Det går hele min dag med. Så det er ikke sådan, at der er specielt meget overskud til at dyrke andre fritidsinteresser end lidt musiklytning,« siger Holger Rune, der beskriver sig selv således:

»Jeg synes selv, at jeg er ydmyg. Jeg har selvtillid og har et klart mål. Engang er jeg forhåbentlig verdens bedste tennisspiller.«

Holger Rune jubler efter at have vundet en duel i drengesinglefinalen ved French Open.
Holger Rune jubler efter at have vundet en duel i drengesinglefinalen ved French Open. Foto: Roger Parker
Vis mere

Endnu har Holger Rune sin seniordebut til gode.

Men tidspunktet for den skelsættende dag nærmer sig.

Helt præcist bliver det 22. juli ved en italiensk 25.000 dollar-turnering, hvortil han tidligere på året sikrede sig et wildcard ved at vinde juniorfinalen i Grade 1-turneringen Torneo Internazionale Citta Di Santa Croce.

»Det bliver sjovt at prøve. Jeg tror, niveauet er højt, men turneringerne er ikke mere lækre end juniorernes største. Når jeg så har spillet mine første kampe mod seniorerne, er det planen, at jeg i begyndelsen af september tager til New York for at deltage i drengesinglerækken ved US Open,« siger Holger Rune.