Kei Nishikori, som vandt over Roger Federer i den første kamp ved sæsonfinalen, kom ned på jorden i kamp to.

Japanske Kei Nishikori har allerede prøvet lidt af hvert i sæsonfinalen i tennis, hvor årets otte bedste spillere stiller op.

På førstedagen af ATP Finals slog Nishikori schweizeren Roger Federer i to sæt, men i anden kamp af gruppespillet blev han ydmyget af Kevin Anderson.

Sydafrikaneren vandt tirsdagens tidlige kamp i London med hele 6-0, 6-1 efter lidt over en times ensidigt spil.

I tennissprog kaldes det for et æg, når man taber 0-6, og man kalder det briller, når man taber med cifrene 0-6, 0-6.

Det var tæt på at ske, da Anderson var foran med 6-0 og 5-0, inden Nishikori svarede en smule igen.

Japaneren, der er nummer ni i verden, reducerede til 1-5, men der var ikke noget stort comeback på vej.

Nishikori fandt aldrig et svar på Andersons stærke og hårde serv, og japaneren var generelt langt fra sit bedste niveau.

Anderson sørgede for at serve kampen hjem i det efterfølgende parti og er nu snublende tæt på en plads i semifinalen efter to sejre i to kampe.

I den første kamp vandt Anderson i to sæt over østrigeren Dominic Thiem. Senere tirsdag skal Federer og Thiem mødes.

/ritzau/