En af de bedste og største tennisspillere gennem tiderne har måske spillet sin sidste kamp.

Roger Federer antydede således under en tale ved Switzerland Sport Awards, at karrieren kan have nået endestationen. Det skriver News.

»Jeg håber på at kunne vende tilbage på banen i 2021. Det får vi at se,« lød det fra den 39-årige tennisspiller, inden han fortsatte:

»Men hvis min karriere skulle ende her, så er det fantastisk at slutte den med denne pris.«

39-årige Roger Federer.
39-årige Roger Federer. Foto: ISSEI KATO
Vis mere

Roger Federer var på scenen for at tale, fordi han modtog prisen for den bedste atlet i Schweiz de seneste 70 år.

Den 20-dobbelte grand slam-vinder blev opereret i knæet i februar. I løbet af sommeren fik han et tilbagefald, som ville holde ham ude resten af 2020.

Selv om han stadig er langt fra topformen, så understregede Roger Federer, at det går den rigtige vej.

»Jeg har ikke haft tilbagefald siden min anden operation. Jeg gjort konstante fremskridt de seneste seks måneder. Jeg ville selvfølgelig ønske, jeg var endnu mere klar, men jeg er også glad for, hvor jeg er.«

Målet for 39-årige Federer er at blive klar til grand slam-turneringen Australian Open, der starter 8. februar 2021. Men det kan blive svært.

»Det bliver en kamp mod tiden om at blive klar. Jeg kunne godt bruge lidt mere tid,« lød det afsluttende fra tennisspilleren.

Roger Federer vandt sin første grand slam-sejr i 2003 ved Wimbledon, mens den seneste sejr var ved Australian Open i 2018.