Frederik Løchte er nu oppe som nummer 34 på verdensranglisten i double efter finalen i Aix en Provence.

Selv om det blev til nederlag i weekendens doublefinale i franske Aix en Provence, avancerer den danske tennisspiller Frederik Løchte Nielsen på verdensranglisten i double.

Da listen blev opdateret mandag, sprang han seks pladser frem, så han nu ligger nummer 34 på ranglisten i herredouble.

Løchte befinder sig i en god periode, hvor det er blevet til finaler to uger i træk.

Først blev det til en triumf i ATP-turneringen i München sammen med tyske Tim Pütz, og med samme makker blev det i sidste uge til en finaleplads i Aix en Provence på ATP Challenger Tour - det næsthøjeste niveau.

Trods status som topseedet endte det dog i nederlag mod andenseedede Kevin Krawietz og Jürgen Melzer, der vandt med 7-6, 6-2.

Mens Løchte ligger nummer 34 i double, er han helt nede som nummer 483 i single. Her er Mikael Torpegaard bedste dansker som nummer 224.

Serberen Novak Djokovic fører listen suverænt.

Hos kvinderne ligger Caroline Wozniacki fortsat nummer 12, mens opkomlingen Clara Tauson er nummer 383.

Japaneren Naomi Osaka topper listen.

/ritzau/