Efter en svær start vandt Clara Tauson 12 partier i træk og spillede sig videre til anden runde i French Open.

Den danske tennisspiller Clara Tauson har for første gang siden januar 2022 vundet en kamp i en grand slam-hovedturnering.

Det skete søndag i French Open, hvor hun i den parisiske eftermiddagshede slog hviderusseren Aliaksandra Sasnovich 6-2, 6-0 foran et hav af danske tilskuere på den ydmyge bane 8 på Roland Garros-anlægget.

Ranglistemæssigt var det en fin sejr, eftersom Tauson er nummer 126 i verden, mens Sasnovich ligger nummer 50.

Men sejren viste også, at Tausons niveau er til at ligge langt højere på listen, og danskeren er efter et svært 2022 ved at finde spillet, der tidligere bragte hende op som nummer 33.

Sasnovich kom klart bedst fra start i kampen. Hendes forsøg på at slå vindere endte gang på gang med en bold på Tausons baglinje eller lige på den rigtige side af linjerne.

Samtidig skulle Tauson lige finde sit spil, og inden det skete, var hviderusseren oppe med et servegennembrud og 2-0.

Men danskeren sled sig hurtigt tilbage. De første partier var sejtrækkere, men efter 22 minutter havde Tauson bragt balance med 2-2.

Det var begyndelsen på et momentumskifte til danskerens fordel. Nu var det Sasnovich, der lavede fejlene, og Tauson var klog til at fodre hviderusseren uden selv at tage de store chancer.

Tauson endte med at vende 0-2 til 6-2, og ganske symptomatisk udnyttede danskeren sin tredje sætbold, da modstanderen tonsede bolden langt ud i et voldsomt sats.

Kampbilledet fortsatte i andet sæt, hvor Tauson spillede intelligent og viste prøver på sin offensive stil. Også stopboldene sad med stor præcision.

Der var regulær klasseforskel i sættet. Når Sasnovich havde sine muligheder for at komme på tavlen, strammede Tauson grebet, og hun endte med at uddele et såkaldt æg i andet sæt.

I anden runde – formentlig på onsdag – skal Tauson møde canadieren Leylah Fernandez, der slog den 21.-seedede polak, Magda Linette.

20-årige Fernandez, der ligger nummer 51 i verden, nåede i 2021 US Open-finalen.

/ritzau/

Du kan genopleve kampen herunder: