Hun nåede ikke engang at svare på det første spørgsmål, inden hun blev afbrudt.

»Jeg er stor fan af din søn. Jeg ser alle hans kampe,« lød det fra en forbipasserende, da B.T. mandag mødte Aneke Rune i Melbourne forud for Australian Open.

Her var der massiv opmærksomhed på Holger Rune, som blev mødt af et sandt fankaos, da han forlod træningsanlægget. Det kan du se i videoen øverst i artiklen.

Og netop dén episode fortæller ret præcist, hvad det er, som Holger Rune og resten af familien skal forholde sig til, efter den 19-årige dansker er braget frem som nummer 10 på verdensranglisten.

Der opstod kaotiske tilstande, da Holger Rune forlod mandagens træning i Melbourne.
Der opstod kaotiske tilstande, da Holger Rune forlod mandagens træning i Melbourne. Foto: Jakob Kløcker
Vis mere

Han er nemlig blevet en verdensstjerne. På rekordtid. Og med det prædikat hængende over hovedet kan han da heller ikke længere gå i fred på gaden.

Hverken i herhjemme eller i udlandet.

»Hvis Holger tager ud og spiser på en restaurant, så er der med det samme folk, der spørger om billeder og autografer. Og sådan er det især, hver gang han er hjemme i Danmark,« forklarer Aneke Rune og fortsætter:

»Han bliver stoppet på gaden, i lufthavnen og... ja, overalt, faktisk. Men det er hyggeligt. I Danmark er det jo på en meget afslappet måde. Jeg synes selv, han er meget chill omkring det.«

Du rejser verden rundt med ham og oplever det her tit. Men hvad siger hans far og søster til det? Bliver det aldrig for meget for dem?

»Altså, det går jo step-by-step. Og når Holger er hjemme, så er han jo for os 'bare' Holger. Sådan vil det altid være. Han er først og fremmest lillebror og søn. Det er sådan, han er, når han er hjemme.«

Holger Rune møder natten til tirsdag (dansk tid) den serbiske tennisspiller Filip Krajinovic i første runde ved Australian Open.