Hvad ville du helst? Sidde til erhvervsøkonomi på handelsskolen eller i en bus i to timer – begge med 25 grader udenfor?

For Oliver Ross var det kedelige valg nemt. For enden af busturen ventede nemlig debut og pokalkamp for AaBs førstehold for den 16-årige Aalborg-dreng, der går i 2.g på HHX i Turøgade.

Det blev en vild pjækkedag, da han blev den yngste debutant siden Lucas Andersen scorede hele to mål og var med til at sikre AaBs største udesejr nogensinde, 13-0 sejr i pokalkampen mod serie 1-holdet FIUK.

»Jeg skulle have været i skole, men jeg vidste jo godt, jeg skulle afsted, og jeg ville selvfølgelig hellere til pokalkamp,« siger Oliver Ross, lillebror til Mathias Ross, der selv er fast mand for AaB og i øjeblikket afsted med U21-landsholdet. Derfor blev Oliver Ross også 'snydt' for en brødrekamp:

Oliver Ross(tv.), fik debut i pokalsejren over FUIK sammen med Casper Gedsted. Den 16-årige scorede to mål. (Foto: AaB)
Oliver Ross(tv.), fik debut i pokalsejren over FUIK sammen med Casper Gedsted. Den 16-årige scorede to mål. (Foto: AaB)
Vis mere

»Det kunne da have været fedt, hvis han var med, men det er jo også dejligt, at han er med landsholdet. Det har også givet en ekstra tryghed at have ham i truppen den første tid,« siger lillebror Ross, der som offensiv midtbane har scoret tre mål i tre kampe for U19-ligaholdet.

At være trådt i Lucas Andersens fodspor tager stortalentet ikke synderlig notits af. Langt mere betyder det dog, at han fik debut i en tidligere alder sin bror:

»Jeg drillede ham da lidt, da jeg læste startopstillingen. Og så er det jo bare stort og dejligt allerede at kunne være med. Jeg tænker ikke så meget over det med Lucas, men selvfølgelig har jeg en drøm om at blive en profil og spille inde på stadion hver kamp. Så jeg tænker mere på at arbejde hårdt.«

Drømmedebuten kunne dog være endt som mareridt. Ved sin første og AaBs 2-0-scoring missede Ross en kæmpe chance serveret af Kasper Kusk. Bolden sprang dog efterfølgende op i luften, hvor den vævre ungdomsspiller risikerede tænder og ribben og kastede sig ind i bolden og scorede:

AaB's anfører Lucas Andersen var 16 år og 173 dage ved debut sin debut i 2011. Tirsdag blev Oliver Ross den yngste debutant siden AaB-profilen.
AaB's anfører Lucas Andersen var 16 år og 173 dage ved debut sin debut i 2011. Tirsdag blev Oliver Ross den yngste debutant siden AaB-profilen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg nåede da lige at tænke: 'Pis!' Det var en lorteafslutning, så det var bare med at følge op og se, hvad der skete. Det gav selvfølgelig selvtillid og følelsen af, at jeg sagtens kunne være med.«

Oliver Ross rejste morgenen efter pokalmassakren mod København, hvor han skal samles med U18-landsholdet.