Fjerde nederlag i træk i Superligaen. Det er kendsgerningen i Esbjerg efter 0-3 i Herning mod FC Midtjylland i en kamp, hvor dødboldene gjorde ondt på vestjyderne.

- Vi er ekstremt dårlige på dødbolde. Vi må ikke lukke tre bolde ind på dødbolde. Det er simpelthen ringe, konstaterede en skuffet anfører, Kian Hansen, på TV3 Sport1.

- Jeg ved ikke, hvorfor det sker. Jeg synes ikke, vi giver ret mange chancer væk i åbent spil, men dødbolde skal vi godt nok hjem og træne på, fastslog han.

Og mente i øvrigt, at Bakengas stolpeskud i 19. minut ved stillingen 0-0 kunne have ændret kampens forløb.

- Kommer vi foran, vinder vi også den kamp. Så det er stolpe ud, sagde Kian Hansen.

Esbjerg-træner Niels Frederiksen var da heller ikke ved at gå helt i sort, selv om det snart er længe siden, hans hold har vundet.

- Vi må konstatere, at vi i øjeblikket ikke sparker de chancer ind, vi producerer. Hvorimod modstanderen i den anden ende ser ud til at score lidt lette mål på os. Og så går det den vej, det gik i dag, sagde Niels Frederiksen til TV3 Sport1.

- Jeg tror dog, det er naturligt, at man svinger op og ned. Og det er nogle unge angribere, vi spiller med. Nogle gange rammer de en stime, andre gange får de ikke scoret på deres chancer. Jeg er nu meget fortrøstningsfuld i forhold til, at de nok skal komme i gang igen, sagde Esbjerg-træneren.