Da kampen mellem AGF og Brøndby skulle sættes i gang søndag aften, stjal en særlig detalje opmærksomheden.

Ved den obligatoriske lodtrækning om banehalvdel var det en bolddreng, der stod for den.

Han var iført en fodboldtrøje, og det var ikke en hvilken som helst af slagsen.

Den unge maskot bar nemlig en Aarhus Fremad-trøje, hvilket nok har bragt lidt dårlige minder frem hos gæsterne fra Brøndby IF. Du kan se klippet i toppen af artiklen.

For Niels Frederiksens mandskab tabte som bekendt til netop Aarhus Fremad i pokalturneringen tidligere på ugen – hele 0-4 lød nederlaget, som de blå-gule måtte rejse hjem til Vestegnen med.

Den sjove detalje blev bemærket af flere på blandt andet Twitter, hvor flere Brøndby-fans har lettet på hatten og kaldt det 'god lir'.

Helt så galt som i pokalkampen gik det dog ikke for Brøndby under aftenens Superliga-kamp, der bød på masser af drama og sene mål. AGF kom foran med 1-0, men gæsterne kæmpede sig tilbage og fik udlignet.

I anden halvleg var det så Brøndby, der kom foran – troede de. For VAR annullerede målet, da der var blevet begået frispark i opløbet.

Da der var ti minutter tilbage af kampen, sendte Patrick Mortensen bolden i nettet og Ceres Park i ekstase. Men det varede ikke ved, for kort tid efter udlignede Brøndby, da indskiftede Christian Cappis scorede.

Det ene point betyder, at Brøndby IF nu har 17 af slagsen efter 14 kampe, hvilket lige nu betyder en 10.-plads i Superligaen. AGF ligger nummer syv med 18 point.