Det ligner kampen om herredømmet i dansk fodbold, når FC København og FC Midtjylland krydser klinger søndag aften.

De to klubber deler Superligaens førsteplads og skal - som tingene ser ud netop nu - slås side om side om guldet helt frem til det sene forår.

Men der ligger mere bag opgøret og rivaliseringen. De seneste fire år har de to klubber delt guldmedaljerne mellem sig med to sæt til hver, så vinderen i år sætter sig i førersædet, når det handler om at have magten over den danske Superliga.

FC Midtjylland ønsker at efterfølge FCK som det store 'dynasti' i dansk fodbold. Men får de lov til det? Ifølge Ståle Solbakken er svaret et rungende 'nej'. Det har midtjyderne ikke klassen til, mener den succesrige FCK-manager.

FC Midtjylland er et Superliga-hold, mens FCK har international kaliber. Derfor går 'Ulvenes' ambtiøse drømme aldrig i opfyldelse, fastslår Solbakken i et interview med B.T. om magtforholdet mellem de to klubber, der lige nu bejler mest til dansk fodbolds trone.

I hvor høj grad er rivaliseringen mellem jer og FC Midtjylland samtidig kampen om herredømmet i dansk fodbold lige nu?

»Der er ingen tvivl om, at FC Midtjylland er lige så gode som os til at spille mod danske hold. Men de er langt fra os, når det handler om at spille mod internationale hold. De er gode til det, de er gode til,  og vi danske hold - os selv inklusive - har det svært med dem. Vi har svært ved at stå imod deres dødbolde og deres kontraspil. Det må jeg erkende. Men vi er et internationalt hold - de er et Superliga-hold. De er lige så gode - måske endda bedre - til at slå de danske hold i Superligaen. Især i Herning. Men forskellen er, at vi har knækket den internationale kode. Selv da vi havde et hold sidste år, som efter vores standarder var rigtig svagt og plaget af skader og profilflugt, havde vi kulturen, spillestilen og virkemidlerne til at klare os i international fodbold. I år har vi tabt én international kamp. Det er en stor forskel på klubberne. Hos trænere, ledere og i klubben har vi en international identitet. De har en dansk identitet,« siger Ståle Solbakken til B.T.

FC Midtjylland ønsker at være, hvad  Brøndby var i 80erne og 90erne, og I har været i 00erne og 10erne. Et ‘dynasti’. Kan de blive det?

»Det kræver, at du kan spille et par pasninger uden for Danmark. Det klarede Brøndby rigtig godt, og det har vi gjort i lang tid. Længere er den ikke. FC Midtjylland er bundsolide, og jeg synes, de har fundet deres egen gode stil. Så kan du lide den eller lade være. Den er langt fra, hvordan vi vil fremstå. Men det skal de være ligeglade med, ligesom vi er ligeglade med det. For de tager lige så mange point som os og vandt det danske mesterskab i fjor. Men de har langt igen, før de kan knække den internationale kode. For de virkemidler, der fungerer i Superligaen, er ikke i nærheden af at virke internationalt.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvor meget eller hvor lidt tror du på, at de kan blive dét dynasti-hold, som de gerne vil være?

»Jeg tror aldrig de bliver det dynasti-hold, som Brøndby var i 90erne, og som vi har været i en periode nu. Det tror jeg aldrig sker. Men jeg tror, de er kommet til toppen af dansk fodbold for at blive. De er et friskt pust, og de har en egen identitet, som virker virkelig godt i Danmark. De har vundet rigtig mange fodboldkampe på dansk jord de seneste år. De har en kultur, som virker, og en fodboldstil, der virker, så de er kommet for at blive. Jeg tror, man i de kommende år skal kæmpe hårdt for at komme foran FCM, når det gælder om at vindet det danske mesterskab. Men jeg har ingen tro på, at de kommer i nærheden af at være et dynasti. De er langt fra at kunne sammenligne sig med Brøndby i 90erne og os, for så skal du kunne vinde en kamp uden for Danmark. Der går det ikke at gå i gruppespillet hvert 10. år. Hold som Esbjerg og AaB har været i europæiske gruppespil og har gjort det fornuftigt de seneste år. FCM har været der én sæson. Så de er meget langt fra. Men igen… det, de har gjort i Superligaen, er rigtig godt.«

Men et dynasti kan vel også være eksempelvis fem eller seks mesterskaber på 10 år. Kan det lade sig gøre, eller kommer I til at stå i vejen for det?

»Det tror jeg også, andre gør. Jeg tror, Brøndby kommer til at være deroppe. Og så kommer der et stik eller to. AaB kommer altid tilbage med  jævne mellemrum med en kanonsæson. I Aarhus håber jeg meget, at de klarer at bygge noget op med et nyt stadion. Det er en fed fodboldklub. Jeg tror altid, der vil dukke nogen op, og jeg tror altid, Brøndby og FCK vil så stærke, at FC Midtjylland får meget store vanskeligheder med at lave det dynasti, de snakker om.«

Er FC Midtjylland kommet under huden på dig? Irriterer de dig? Du kan godt lide at stikke lidt til dem.

»Narj. Jeg tror bare, jeg ser anderledes på, hvordan fodbold skal spilles, og på, hvilke typer man vil have på et hold. Men det skal de være ligeglade med. Jeg har et helt normalt forhold til dem, og jeg bruger ikke meget tid på dem. Vi har jo haft trænere og spillere derfra, så de irriterer mig ikke,« slutter Solbakken.

Søndag klokken 18 får vi den bedste af alle pejlinger på, hvem af de to klubber, der har overhånden netop nu.

Du kan følge FCK-FCM live her hos B.T. - og også alle andre Superliga-kampe forinden.