Han er en kæmpe fanfavorit.

Og Denis Vavro understreger også, at han er meget glad for at være tilbage i FCK i en sådan grad, at han ikke vil væk igen lige foreløbig. Det fortæller han i et interview med TV 2 Sport.

Hans første ophold i klubben var fra august 2017 til juli 2019. Efter en lidt svær start, blomstrede han i den grad op og spillede sig direkte ind i fansenes hjerter.

Siden gik turen til Lazio, inden han i vinterens transfervindue blev sendt på lejeophold i FCK. Noget, der medførte tusindvis af reaktioner på de sociale medier.

For klubbens mange fans var lykkelige over at få slovakken 'hjem', og det kunne han også mærke på egne profiler, hvor beskederne væltede ind.

Forsvarsspilleren har kontrakt med Lazio indtil 2024. Men står det til ham selv, skal han ikke tilbage til Rom. Han ønsker at blive.

»Nej, jeg skal ikke tilbage til Italien. I januar før den korte landsholdspause ringede de og sagde, der var flere tilbud fra Italien. Men jeg sagde nej, for jeg bryder mig ikke om Italien. Jeg bliver aldrig i Italien. Hvorfor? Fordi jeg ville til København,« siger Denis Vavro til TV 2 Sport.

Han fortæller, han håber på at kunne blive i FCK et par år, og at han elsker at være i den danske hovedstad.

Denis Vavro har i alt spillet 88 kampe i den hvide trøje, og han har lavet fire mål for FCK. Et af dem faldt i slutningen af februar mod Viborg, hvor han tordnede bolden i kassen på et direkte frispark. Scoringen blev kåret til 'månedens mål' i Superligaen. Du kan se det i toppen af artiklen her.

Sammen med resten af Jess Thorups mandskab skal han i aktion torsdag aften, hvor PSV Eindhoven venter i den første af to kampe i ottendedelsfinalen i Conference League.