Ind og ud af holdet, fordi skaderne er væltet ned over ham.

Det har været historien om Andreas Cornelius' comeback i FC København, og for tiden svinger det også, hvad kroppen kan holde til .

I sidste runde sad han helt ude på grund af en drilsk skade i akillessenen, men søndag startede han inde i topbraget mod FC Midtjylland - og han viste præcis, hvorfor FCK betalte i omegnen af 40 millioner kroner for ham i 2022.

Men i næste uge kan historien være en anden, for Cornelius er slet ikke 100 procent fit for fight, fortæller FCKs stærkeste spiller og målscorer fra opgøret i Herning.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Status er, at jeg stadig slider lidt med det. Min akillessene driller lidt, og det er nogle gange lidt svært at vide, hvordan den er. Det blusser nogle gange op, og det er svært at håndtere.«

»Det er en balancegang, der er svær at ramme. Vi prøver at ramme det så godt som muligt, men alle vil jo gerne have, at jeg skal spille så meget som muligt, og at jeg er i stand til at spille fra start,« fortæller Cornelius, der indrømmer, at han er nødt til at spille gennem smerter - og det lykkes han med på forskellig vis.

»Det er altid en vurdering fra kamp til kamp. Andet kan ikke undgåes. Nogle gange skal man holde sig til, selv om man ikke er 100 procent.«

Hvordan gør du det - er det med sprøjter og blokader?

»Vi gør alt muligt forskelligt og prøver at ramme bredt med alt muligt. Men der bliver ikke gjort noget, der er uforsvarligt overhovedet,« svarede Cornelius og afviste at svare præcis, om han er nødt til at spille på smertestillende medicin.

FCK-cheftræner Jacob Neestrup ønskede heller ikke at fortælle, om Cornelius må tage smertestillende medicin for at komme igennem kampene for tiden.

Men han vil gerne indrømme, at Cornelius er et es i ærmet, hvis han ellers er kampklar.

»Det har stor betydning. Man kan se i dag, hvilket monster han er inde på den fodboldbane, og jeg håber og krydser fingre for, at han kan få en god uge (inden Silkeborg, red.). Men vi må se - hvis han ikke spiller så må andre klare opgaven.«

»Vi kan sagtens spille med andre af vores angribere, men hans impact er jo tydelig for enhver i dag - og målet var som at se den gamle 'Corner',« sagde Neestrup om sin angriber, der scorede sit andet mål i denne Superliga-sæson.

»Det er vigtigt at have dygtige spillere til rådighed for alle trænere - og der hvor 'Corner' gør en forskel er, at han giver noget, som kun han kan.«

»Så uanset om han starter inde eller ude, så er hans betydning stor.«

FCKs næste opgave er hjemme mod Silkeborg, der kommer på besøg søndag klokken 16.00.