De danske mestre fra Brøndby er endnu uden sejr efter to kampe i den nye sæson. 1-1 blev det til hjemme mod Viborg.

Uden anfører Andreas Maxsø lignede det ellers længe en sejr for holdet fra Vestegnen, men oprykkerne fra Viborg ville det anderledes.

Et mål af Josip Radosevic på direkte frispark – godt hjulpet på vej af Viborg-keeper Lucas Lund – bragte Brøndby i front i første halvleg. Og selvom hjemmeholdet dominerede, arbejdede Viborg sig flot tilbage i kampen.

Velfortjent fik de udlignet på mål af forsvarsprofilen Lars Kramer, og med lidt mere snilde kunne de godt have taget de tre point. Sådan må Brøndby også have det. I stedet endte det med ét point til hver.

Herunder følger B.T.s dom fra opgøret:




Mens mesterskabsprofilerne 'flygter' fra Brøndby i disse tider, står kroatiske Radosevic tilbage som en kæmpe på midtbanen. Og hvilken én. Det er sjældent kønt, det er sjældent lækker fodbold, men 'Rado'-meteret slår fuldt ud på arbejdsindsatsen. Han kan tabe en helt simpel bold for derefter at løbe 30 meter for at vinde den tilbage. Den cyklus kan køre uafbrudt. Og så fik han endelig gevinst for sine mange langskud på Brøndbys mål.

Karakter: 4




Det var ikke meget, der lykkedes for den unge højre back. Mildt sagt leverede han en miserabel første halvleg med meget få vellykkede aktioner. Brøndbys spil er afhængigt af, at wingbackerne kan smide gode indlæg ind til hovedstødsstærke Mikael Uhre, men Bruus smed boldene væk i øst og vest. De var tættere på at ramme Jeff Bezos oppe i skyerne end en spiller i en gul trøje.

Karakter: 2

Brøndby 3-5-2

Mads Hermansen 3
Andreas Bruus 2
Tobias Børkeeiet 3
Sigurd Rosted 3
Anton Skipper (ud: 67.) 3
Kevin Mensah 3
Morten Frendrup (ud: 89.) 3
Josip Radosevic 4
Anis Ben Slimane (ud: 67.) 3
Simon Hedlund 3
Mikael Uhre (ud: 82.) 3
Snit: 3

---

Christian Cappis (ind: 67.) 3
Andrija Pavlovic (ind: 67.) 3
Jagvir Singh Sidhu (ind: 82.) UB
Oskar Fallenius (ind: 89.) UB

Viborg

Lucas Lund 2
Frans Putros (ud: 77.) 2
Lars Kramer 4
Mads Lauritsen 3
Christian Sørensen 3
Jakob Bonde 3
Jeppe Grønning 3
Justin Lonwijk (ud: 77.) 2
Tobias Bech (ud: 81.) 3
Sebastian Grønning (ud: 81.) 3
Younes Bakiz (ud: 90.) 2
Snit: 2,7

---

Daniel Anyembe (ind: 77.) UB
Sofus Berger (ind: 77.) UB
Jeff Mensah (ind: 81.) UB
Alassana Jatta (ind: 81.) UB
Ibrahim Said (ind: 90.) UB

Hvordan kunne det lade sig gøre?! Hele Brøndby Stadion havde rejst sig i jubel, da de i stedet kunne se en fortvivlet Anis Ben Slimane løbe hjem med uforrettet sag. Slimane kunne intet gøre, da hans helt åbne scoringsforsøg blev reddet heroisk på stregen af Viborgs Lars Kramer, der må have en fortid som håndboldkeeper. En mere elegant udgave af 'saksen' har jeg sjældent set. Med to ben klippede han chancen i stykker og efterlod hele stadion målløs.

Lad os bare sige det, som det er. Brøndbys Josip Radosevic er en kroatisk udgave af John 'Faxe' Jensen. Det er sjældent, han rammer den lige i røven. Og det gjorde han heller ikke helt på det direkte frispark, der bragte Brøndby foran. En fin afslutning, bevares, men Viborg-keeper Lucas Lund må have glemt kontaktlinserne. Han gik helt galt af skuddet med en bevægelse til den forkerte side – og så kunne han blot skubbe bolden det sidste stykke ind i nettet. Av, den gjorde fysisk ondt at se på.

Brøndby prøvede kræfter med en ny virkelighed uden anfører Andreas Maxsø, der er tæt på at skifte væk fra de danske mestre. Og selvom det så udmærket ud i perioder for Brøndby forsvar, er der ingen tvivl om, der er brug for markant forstærkning. Når modstanden bliver endnu stærkere end Viborg, kan de ikke holde stand. Det bliver en markant opgave for sportsdirektør Carsten V. Jensen. Viborg har til gengæld vist, at de ikke er kommet op i Superligaen bare for at rykke ned igen. Sikke en start, de har fået sig. Med positiv fodbold og gode boldspillere kan det blive en utrolig spændende sæson, de har gang i