Brøndby IF har fået nye ejere, og med indtoget af Global Football Holdings er der kommet penge i kassen til massiv oprustning.

Og nu kan B.T.s transferpodcast Transfervinduet afsløre, at klubben fra Vestegnen øjner en af Kasper Hjulmands VM-udvalgte spillere.

Nemlig landsholdsbacken Jens Stryger Larsen, som nu er et af de største ønsker på listen over mulige tilføjelser til Brøndby-truppen, der lige nu kæmper med både præstationer og resultater.

På Vestegnen håber Carsten V. Jensen og co., at man allerede til vinter kan forstærke forsvaret med den 31-årige back, der kan dække begge sider, men lykkes det ikke, så vil man forsøge at holde linjen så varm, at Stryger Larsen kan lokkes hjem til sommer - sådan lykkedes det Brøndby, at hente en anden rutineret landsholdsræv i form af Daniel Wass hjem.

Det er en spiller med 49 landskampe på cv'et, som Brøndby vil hente hjem.
Det er en spiller med 49 landskampe på cv'et, som Brøndby vil hente hjem. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Brøndby har i denne sæson benyttet sig af Jens Martin Gammelby på højrebacken, og selv om han har gjort det hæderligt, så sigter man efter en højere hylde med Jens Stryger Larsen.

Men det kræver nok mere end gammel kærlighed at hente den tidligere Brøndby-spiller tilbage til Danmark.

For den rutinerede forsvarer, der er noteret for 49 landskampe, skiftede blot i sommer til tyrkiske Trabzonspor, hvor han er på kontrakt til 2025.

Men det er til gengæld også midler, som Brøndby har fået med sine nye ejere.

Og Trabzonspor skulle angiveligt være villige til at møde Brøndby et vist stykke af vejen.

Tyrkiske Fotospor skrev nemlig for nylig, at Jens Stryger Larsen har fået en klar melding fra cheftræner Abdullah Avci om, at danskeren hjertens gerne må se sig om efter en ny klub.

Træneren har angiveligt ikke været imponeret af, hvordan Stryger Larsen har gjort det, selv om han har været benyttet fast i den tyrkiske storklub.

Dermed er lemmen nu på klem for, at Superligaen kan blive en dansk landsholdsspiller rigere.

Du kan lytte til Transfervinduets behandling af Jens Stryger Larsen-sagen i videoen øverst i denne artikel.